haste skal fremover coache et fuldt svensk holdkort.

"Jeg tror på, at det er det rigtige skridt for mig"

Dust2.dk har talt med haste, som for nylig blev annonceret som coach for Galaxy Racer.

Det er ikke mange dage siden, at haste blev annonceret som coach for Galaxy Racer. I et interview med Dust2.dk sætter den 30-årige coach ord på skiftet til det svenske mandskab.

Først og fremmest tillykke med det nye hold. Hvordan føles det, at være blevet en del af Galaxy Racer?

Det er en dejlig følelse at blive kontaktet fra et hold uden for Danmark, som sætter pris på mig for de kvaliteter, jeg har vist på den danske scene.

haste har tidligere været ingame leader for en lang række hold, herunder Nordavind, GoldenGitte og senest Alpha, som deltager i denne sæson af Elgiganten Ligaen.

I Galaxy Racer går han dog over til en ganske anden rolle, når han fremover skal agere coach. Over for Dust2.dk sætter haste et par ord på, hvorfor ændringen sker netop nu.

Hvorfor ændringen sker lige nu, er primært fordi det rigtige tilbud først er kommet nu. Jeg mener, jeg er noget værd som coach, og har derfor valgt at være “kritisk” på det område.

Jeg føler selv, at det er en naturlig overgang at gå fra min tidligere rolle som IGL, med primær styrke i talentudvikling, til at blive coach, og det er egentlig en chance, jeg har ventet på i et godt stykke tid. Så længe jeg har set mig selv god nok som spiller, har det ikke været det værd at blive træner for et hold til en minimalløn. Jeg har valgt at prioritere mit studie over muligheden for at coache for de mindre gode danske hold tidligere.

På Galaxy Racer skal haste således fungere som coach, hvori han står over for flere slags opgaver. Én af disse er det taktiske aspekt, idet svensk Counter-Strike adskiller sig fra det danske.

Jeg er som sådan ansat i samme funktion som zonic har i Astralis. Jeg står for alt det spillemæssige, så længe resultaterne kommer. Jeg står for startopstillingen, og når vi på et tidspunkt finder vores sidste mand til vores seksmands-lineup, så skal jeg også stå for funktionen af dette.

Svensk cs er meget ustruktureret, og deres måde at sætte eksempelvis defaults op er meget anderledes. Derfor er jeg meget inde over det taktiske såvel som det at skabe struktur og stabilitet i spillet ud fra min ideologi fra velkendt dansk Counter-Strike.

Var klar på dansk hold

Indtil videre består Galaxy Racer af fem svenskere: disco doplan, PlesseN, dezon, Chawzyyy og joelxd. Heraf er disco doplan måske den mest velkendte, mens de resterende fire er relativt ukendte - i hvert fald her i Danmark.

haste kan dog også afsløre, at han gerne havde taget imod et tilbud fra et af de danske tophold, såfremt et sådan ét var kommet.

Om jeg måtte fravælge nogle danske tilbud? Nej, jeg har ikke modtaget nogen tilbud! Havde jeg modtaget tilbuddet fra MAD Lions, som rygterne ellers gik på, så havde jeg kastet alt, jeg havde i hænderne, og grebet chancen for at coache sådan nogle dygtige spillere.

I denne omgang blev det dog ikke MAD Lions, som haste skal coache. Ved siden af trænerjobbet hos Galaxy Racer har han dog ligeledes en trænerposition hos to skoler, hvilket han fortsat vil have.

Jeg fortsætter på både Fjerritslev Gymnasium og Rydhave Slots Efterskole. Umiddelbart skal jeg slet ikke vælge første- og andenprioritet lige nu, da de forskellige jobs ikke kommer til at ligge oveni hinanden, uden det er med forståelse fra Galaxy Racers side. De (Galaxy Racer red.) er indforståede med, at jeg har to jobs, og at jeg derfor til tider vil komme en time for sent.

Som opfølgende til ovenstående, er stillingen hos Galaxy Racer fuldtid?

Timerne ligger anderledes end en fuldtidsstilling, men lønnen er betalt som fuldtid, ja.

haste har da også allerede en række mål for Galaxy Racer, som senest har deltaget i European Development Championship 1 tilbage i december, hvori holdet sluttede på en 9.-12. plads.

Første delmål er at lære hinanden at kende, og se om det kan fungere under min prøveperiode. Dernæst sigter vi efter top-40 med mål for top-30 og med forhåbning om top-20. Vi har lang vej med to af de største talenter i Sverige, men det er trods alt en målsætning baseret på en længere periode.

Min egen målsætning er at bevise over for mig selv, at jeg har valgt rigtigt i at blive coach. Jeg tror på, at det er det rigtige skridt for mig. Nu handler det bare om at bevise mig selv.

Hvornår, vi får haste at se i aktion for Galaxy Racer er endnu uvist, men der er ingen tvivl om, at den tidligere IGL er klar på at bevise sig værd med holdet.

 

#1(Med 1 svar)
16. februar 2021 kl. 10:41
dj_skullfuck
Støttet Dust2.dk med 1 julekugle i 2019
At kalde Plessen ukendt er måske lige at stramme den.
#3(Med 0 svar)
16. februar 2021 kl. 10:50
thiezen
e9
#2(Med 2 svar)
16. februar 2021 kl. 10:47
Hippi
Sølv Sæsonkort Sæson 15
Sølv Sæsonkort Sæson 16
Vildt at ville jonglere de tre ting sammen, men hatten af for ham forstår ikke han ikke fik danske tilbud udover ALPHA.
#5(Med 1 svar)
16. februar 2021 kl. 11:18
haste
Vinder af Dust2 Masters
Vinder af Dust2 Final Four
Det er af ren passion for cs og udvikling af talenter at jeg bliver på skolerne. Jeg elsker mine jobs, og jeg elsker at arbejde med unge spillere med et stort drive. Det betyder selvfølgelig også at jeg har begrænset med fritid, men det er det jeg elsker! 🙂
#6(Med 0 svar)
16. februar 2021 kl. 11:51
uedzorn
respekt!
#4(Med 0 svar)
16. februar 2021 kl. 10:55
jiG
Du kommer til at gøre et godt arbejde hr. dyr
#7(Med 0 svar)
16. februar 2021 kl. 13:34
sirr
Støttet Dust2.dk med 1 julekugle i 2019
Er ganske sikker på haste bliver en vild coach. Godt lavet af Galaxy, overraskende ingen danske hold kom med et godt tilbud.
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.