gla1ve er færdig i ESL Pro League
Astralis er videre til slutspillet i ESL Pro League, men organisationens tidligere kaptajn kunne ikke gøre dem kunsten efter.
gla1ves ENCE tabte nemlig til FURIA tidligere lørdag, hvilket betyder, at det polske hold med gla1ve i spidsen er ude af turneringen.
Selvom modstanderen var brasilianske FURIA, der heller ikke ligefrem har været synderligt imponerende på det seneste, så blev det aldrig reelt tæt, da ENCE havde utrolig svært ved at få spillet til at gå op i en højere enhed.
På ingen af de to maps kom gla1ves tropper på et tocifret antal runder, og AWP'eren hades var den eneste spiller, der sluttede med over 1.00 i rating.
Derfor var det også hurtigt, at FURIA fik lukket og slukket kampen og ENCEs slutspilsdrømme med cifrene 13-9 og 13-8 på henholdsvis Nuke og Mirage.
FURIA kan dog på ingen måde ånde lettede op endnu. Brasilianerne skal nemlig fortsat forbi Monte i den sidste gruppespilskamp for at gå videre til slutspillet.
Med nederlaget er gla1ve den syvende danske spiller til at blive slået ud af denne sæson af ESL Pro League.