Fem danskere klar til slutspillet i ESEA MDL
ESEA MDL (tidl. Premier) er ved at nå vejs ende, da mange hold allerede har spillet grundspillets 16 kampe, mens de resterende mandskaber blot er få kampe fra at nå op på de magiske 16 opgør.
Dermed tegner der sig også et billede af, hvordan den endelige stilling kommer til at se ud.
Flere af danskernes skæbne er allerede afgjort, og vi kan glæde os over hele fem danskere i slutspillet, da ALTERNATE aTTaX, hvor HUNDEN og Console spiller, og Sprout, der har PERCY, NaToSaphiX og sycrone i startfemmeren, har sikret sig en plads blandt de otte øverste.
Anderledes er det gået for Fragsters og Tricked. Begge danske hold ligger midt i tabellen og kan ikke nå slutspillet. De kan dog heller ikke ånde lettet op endnu, da der kan nå at komme et par hold op over dem og op på siden af dem.
De næste par dage med kampe må vise, om der kommer nogle danskere i relegation.
Der er ikke oprykning til ESL Pro League i denne sæson, da der køres to sæsoner i Pro League om året men tre sæsoner i MDL årligt, og derfor er der altid én sæson per år uden oprykning.
Der er dog stadig pengepræmier at spille for i slutspillet, som afvikles som et single elimination BO3 bracket:
- 1. 106.500 kroner
- 2. 59.000 kroner
- 3.-4. 35.500 kroner
- 3.-4. 35.500 kroner
Antallet af hold i ESEA MDL skæres ned til 24 efter denne sæson. Det sker via direkte nedrykning og relegation:
- De to lavest placerede hold i MDL rykker direkte ned i Advanced
- De næste syv hold fra bunden i MDL skal spille relegation
- Det samme skal de fire øverste hold fra Advanced
- Yderligere fire hold til relegation-turneringen findes via ESL National Championships
- Det giver 15 hold, og den 16. plads er reserveret som invitation
- Top 4 fra relegation rykker op i MDL