Inzta: "Hvis vi ikke rammer en placering i top 4 ud fra den nuværende stilling, vil jeg mene, at det er en kæmpe skuffelse"

Dust2.dk har kort fanget IGL'en fra Ambush, inden de resterende kampe i POWER Ligaen bliver færdigspillet i morgen aften.

For knap en uge siden blev førerholdet i POWER Ligaen, Stepback, samlet op af Ambush, der har stået uden hold siden starten af januar, hvor BERRY, raalz og ckay blev sat frie af organisationen.

Med blot én enkelt spilledag tilbage i POWER Ligaen, har Dust2.dk taget kontakt til holdet IGL, Inzta, hvorfra den erfarne spiller fortæller lidt om forventingerne for den sidste spilledag samt mentaliteten op til kampene.

I er næsten sikre på en plads i slutspillet, og I skal blot bruge en sejr for at være helt sikre. Hvordan forbereder I jer mentalt til det?

Hver kamp tæller lige meget for os, og vi ved godt, at vi skal bruge en enkelt sejr på mandag for at være sikre på at ende i top 4. Jeg tror umiddelbart ikke, at mentaliteten er ændret af den grund. Vi har sat os nogle mål fra starten af sæsonen, og dem håber vi selvfølgelig at kunne overholde. Derfor tæller hver kamp også lige meget.

Hvor stor en skuffelse vil det være, hvis slutspillet glipper nu?

Hvis vi ikke rammer en placering i top 4 ud fra den nuværende stilling, vil jeg mene, at det er en kæmpe skuffelse. Men man skal passe på med hvad man siger, da det er bedst-ud-af-en, og vi rammer et varmt Sigma-hold og et Atlando-mandskab, som intet har at miste, da de allerede har skiftet to spillere ud. Det ville dog stadig være en skuffelse, hvis vi som minimum ikke kan tage en af de to kampe vi har tilbage, og derved skal håbe på andre resultater som flasker sig. Heldigvis er vores kamp kl. 22:00 mod Atlando på mandag, og der ved vi forhåbentlig, hvordan det hele ser ud, og om vi SKAL bruge en sejr for en placering i top 4.

Til slut bliver Inzta spurgt ind til hvilke tre hold, han ser slutte blandt dem i de eftertragtede placeringer i top 4. Lederen i Ambush svarer kort og præcist, at han ser AGF, Sigma og kinetic blandt dem i slutspillet.

Holdet spiller sæsonen færdig under navnet Stepback, da Ambush allerede har et hold tilmeldt under deres navn. Stepbacks sidste to kampe er mod henholdsvis Sigma og Altando, og de to kampe er skemalagt til at spilles klokken 18:00 og 22:00 i morgen aften.

Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.