
Ny kvindeturnering byder på LAN-finale i weekenden
For godt en måned siden blev den første sæson af den nye kvindeturnering, Female Pro League, skudt i gang. Turneringen arrangeres i samarbejde med den kasakhiske turneringsarrangør MySkill.
Turneringen startede den 18. oktober med i alt 16 hold. Tolv af dem havde kvalificeret sig gennem tre åbne europæiske kvalifikationer, mens de sidste fire kom fra en centralasiatisk kvalifikation.
Første fase af turneringen var et swiss-gruppespil, hvorfra de otte bedste gik videre til slutspillet. Slutspillet blev afviklet som et double-elimination-bracket, hvor de tre bedste sikrede sig plads til LAN-finalerne i Kasakhstan.
Gruppespillet var ikke dækket af HLTV, og var derfor ikke VRS-berettiget. Først fra slutspillet, der startede den 4. november, var der VRS-point på spil. Slutspillet blev vundet overbevisende af Imperial Valkyries, som fløj ubesejret gennem upperbracket med tre sejre i træk. I upperbracket-finalen slog de TENZKIs NIP Impact, der trods nederlaget også kvalificerede sig til LAN-finalerne.
Det sidste hold videre blev BIG EQUIPA, som kæmpede sig hele vejen gennem lowerbracket efter et nederlag i første runde til ramziiNs Nemesis Impact. Netop Nemesis Impact blev senere slået ud i lowerbracket-semifinalen af Fingers Crossed Female.
Information om Female Pro League Season 1:
-
Mere information samt alle resultater fra turneringen kan findes her. Her kan man også se alle resultater og den endelige stilling fra gruppespillet.
-
Bracket og resultater fra slutspillet - som modsat gruppespillet gav VRS-point - kan ses her.
-
Eventsiden for LAN-finalerne - eller den ene LAN-finale - der afholdes i den kasakhiske by Almaty, findes her.
Alle kampe i både gruppespillet og slutspillet blev spillet online, og de sidste opgør i slutspillet fandt sted den 9. november, hvor de tre LAN-finalister blev fundet. Imperial Valkyries gik direkte videre til finalen, mens NIP Impact og BIG EQUIPA kvalificerede sig til semifinalen.
En af finalisterne har dog siden meldt afbud. NIP Impact deltager ikke, når LAN-finalerne bliver spillet på Centralasiens største bjergresort, Shymbulak, i Almaty, Kasakhstan. NIPs kvinder trak sig på grund af rejseproblemer til Kasakhstan og fordi turneringen lå for tæt på ESL Impact LAN-finalerne.
Derfor bliver det ikke til LAN-finaler, men i stedet én enkelt LAN-finale. Den spilles lørdag eftermiddag klokken 14:00, hvor Imperial Valkyries og BIG EQUIPA mødes i en BO5-finale i sneklædte omgivelser.
Følg med her:
Finalen ved Female Pro League Season 1 Finals kan følges direkte på streamen herunder.
Der er 32.000 kroner til vinderen af Female Pro League Season 1 Finals, mens andenpladsen må nøjes med 13.000 kroner. NIP Impact modtog 6.000 kroner for deres tredjeplads i turneringen.
Turneringen falder i øvrigt på et tørt sted for kvindescenen i Counter-Strike, efter ESL i starten af oktober offentliggjorde, at de har valgt at suspendere ESL Impact League. Det betyder, at Season 8 bliver den sidste sæson.
LAN-finalerne i ESL Impact League Season 8 - ESL Impact League Season 8 Finals - spilles i Stockholm fra 28. til 30. november.





























