PGL melder ud om majoren: Sverige er stadig førsteprioritet
Det er håbet, at majoren, der efter planen skal løbe af stablen til efteråret, skal spilles i Stockholm, men der er en backupplan klar, hvis coronarestriktionerne i Sverige er for skrappe.
Det slår arrangøren af majoren, PGL, fast i en pressemeddelse tirsdag middag.
Her skriver de, at de er i dialog med de svenske myndigheder og arbejder på at finde en løsning, så Stockholm stadig kan være værtsby, når majoren skydes i gang til oktober.
I weekenden kunne svenske SportExpressen ellers fortælle, at PGL ifølge flere kilder havde blikket rettet mod andre lande, hvor coronarestriktionerne ikke er nær så skrappe som i Sverige.
De restriktioner tillader på nuværende tidspunkt blot 300 tilskuere i Avicii Arena, der skal danne rammen om majoren, og der er en chance for, at restriktionerne lempes efter den 15. september, alt efter hvordan covid-19-situationen i Sverige udvikler sig.
I dialog med andre lande
SportsExpressen kunne fortælle, at PGL specifikt havde øjnene rettet mod Rumænien som en alternativ major-destination. I pressemeddelsen nævner PGL ikke lande specifikt, men de skriver dog, at der er en plan for, hvad der skal ske, hvis det ikke kan lade sig gøre at afholde majoren i Stockholm.
Vi er i dialog med to andre europæiske lande, som allerede har tilbudt os alle de nødvendige garantier for at afholde CS:GO-majoren med alle spillere til stede og et stort publikum inde i arenaen. Med bestemte europæiske lande, der åbner for events virkelig hurtigt, har vi kort tid til at sikre en ny arena som vil tillade et stort, vaccineret publikum også selvom der er en usikker COVID-situation, skriver PGL og tilføjer, at håbet dog stadig er at afholde den i Sverige.
Vi håber stadig, at Sverige, Counter-Strikes hjem, kommer til at være vært for den næste CS:GO-major. Hvis de skitserede betingelser ikke bliver opfyldt, vil vi gå videre med backup-planen og flytte begivenheden til et andet land.
Majoren skydes i gang den 23. oktober med finalen den 7. november.