Heroic bedste T-hold i Pro League: "Et dagligt samtaleemne"
Søndag aften tog Heroic sejren i ESL Pro League, da de i finalen besejrede Gambit efter en marathonkamp, der måtte ud i fem maps, før cadiaN afgjorde opgøret med et vanvittigt 1v4-clutch.
Den samlede sejr glæder naturligt nok HUNDEN. Især med tanke på de udskiftninger, der for nyligt har været på holdkortet, hvor niko og b0RUP blev skiftet til fordel for sjuush og refrezh.
Sejren er jo vanvittig. Vi skifter to mand i ugen op til gruppespillet. Vi håbede på at kunne komme ud af gruppen, men vi gjorde det! Vi gik fandeme hele vejen, og det er en skide god følelse, når man endelig står med sejren. Jeg sidder stadigvæk på sidelinjen, og jeg mangler stadig selv at mærke sejrens sødme. Jeg er menneskelig, og jeg er så stolt på holdets vegne, siger HUNDEN, der er Heroics coach.
Clutchet fandt sted med Heroic på T-siden, og et blik på statistikkerne viser da også, at Heroic har været flyvende netop her i løbet af ESL Pro League.
Således er 54,9 procent af Heroics runder på T-siden vundet, mens nærmeste forfølger er netop Gambit, der i løbet af turneringen har vundet 51,5 procent af deres T-runder, mens storhold som Astralis og NaVi lå noget lavere.
Hold | Maps | T-side win % | T-side 4v5 win % |
Heroic | 22 | 54,9% | 38% |
Gambit | 23 | 51,5% | 28,6% |
Astralis | 16 | 47% | 23,9% |
NaVi | 14 | 42,8% | 25,2% |
Særligt når det danske mandskab er kommet i undertal på T-siden skiller de sig ud fra de andre hold i turneringen. Hele 38 procent af runderne, hvor de starter med at komme i undertal, er endt i en vundet runde alligevel.
Netop undertalssituationerne har holdet haft fokus på, fortæller HUNDEN til Dust2.dk.
Det er noget, cadiaN og jeg har haft fokus på siden dag et. Vi elsker at tale og bygge videre på 4v5-reaktionerne. Det er et dagligt samtaleemne, og vi prøver virkelig at få procenterne op omkring de her undertalssituationer, siger Heroic-coachen.
Russerne stråler i statistikkerne
Selvom de endte som finalens tabere, så kunne Gambit mandag glæde sig over en nylig førsteplads på verdensranglisten. Desuden viser statistikkerne også, at Gambit er stærkt spillende for tiden og også var det i ESL Pro League.
For selvom Heroic var bedre end Gambit i de førnævnte statistikker og på Train, Mirage og Inferno i en bo5, så stråler russerne på næsten alle andre parametre.
Både i rating og K/D er Gambit solidt nummer 1 i turneringen, ligesom de også har to spillere i top 5 over bedste perfomere i turneringen. Oven i det vandt Ax1Le som bekendt også MVP-titlen.
Hold | Maps | Rating 2.0 | K/D-ratio |
Gambit | 23 | 1.16 | 1.18 |
Heroic | 22 | 1.09 | 1.10 |
Dårligst i pistolrunderne
Et sted, hvor det halter for Heroic i statistikkerne, er pistolrunderne.
Astralis topper den statistik med 68,8 procent vundne pistolrunder, BIG følger efter med 61,5 procent, og Gambit fuldender top 3 med 58,7 procent vundne pistolrunder. Men helt nede på en 19. plads finder vi Heroic, der blot formår at vinde 43,2 procent. HUNDEN indrømmer da også, at det ikke har været der, fokus ligger til træningerne.
Pistoler har generelt aldrig haft specielt meget fokus hos os. Vi prøvede at være lidt innovative mod FURIA som T på Mirage og bare finde på en i vores gameplan. Men det kan godt være, vi skal have mere fokus på dem i vores næste træningsperiode, siger han.
Hold | Maps | Pistolrunde win % |
Astralis | 16 | 68,8% |
Gambit | 23 | 58,7% |
NaVi | 14 | 57,1% |
Heroic | 22 | 43,2% |
Heroic spiller torsdag i denne uge BLAST Premier Spring Showdown, hvor de møder SAW i første kamp. Holdet består af følgende spillere:
- refrezh
- stavn
- sjuush
- TeSeS
- cadiaN
Du kan selv dykke ned i turneringens statistikker her.