Afklapsning og tæt opgør i første spillerunde
Astralis Talents første styrkeprøve i en international turnering blev ingen stor succes for de danske drenge, som dog var godt med på begge maps.
Nuke startede ellers sløjt ud for det talentfulde mandskab, som måtte se sig være bagud 11-4 inden pausen. På CT-siden var R0nic og co. dog gode til at læse Tricked, hvilket var med til at bringe Astralis Talent tilbage i opgøret, som dog ikke gik deres vej til syvende og sidst, da kiR og resten af Tricked tog sejren i den 30. runde.
Næsten lige så tæt blev andet map, Nuke, og her var især én spiller iøjnefaldende, da det var den blot 18-årige Tricked-AWP'er, Lucky, som stjal showet.
Gang på gang leverede den unge AWP-spiller nemlig for sit mandskab, og han kunne derfor også ånde lettet op, da Tricked vandt opgøret 16-13 med hele 32 kills leveret af Lucky.
Samtidig med Astralis Talents og Tricked meget tætte duel, skulle to andre hold fra Elgiganten Ligaen også i duel, da Lyngby Vikings stod over for AGF.
Her viste de kongeblå vikinger endnu en gang, at de har truffet en rigtig god beslutning ved at hente to hollandske spillere ind på holdet, da de, ligesom i Elgiganten Ligaen, dominerede deres danske modstander.
Første map blev en kort affære. Her startede Lyngby Vikings ud med en 14-1-føring, som hurtigt blev konverteret til en sejr, hvorfor kampen hurtigt måtte ud på den anden bane.
Overpass blev dermed AGFs chance for at komme tilbage i kampen, men dette formåede det aarhusianske mandskab aldrig rigtigt. Anført af raalz, som fik hele 32 kills på Overpass, skød Lyngby Vikings sig nemlig hurtigt i front, og den føring blev aldrig vendt, hvorfor det også var de kongeblå, som trak sig sejrrigt ud af opgøret.
I skrivende stund er gruppens anden runde i gang, og her møder taberne af de to opgør hinanden, mens vinderne også støder sammen.