Kæmpe comeback sikrer sejren
Dagen i dag bød på den første officielle spilledag i Elgiganten Ligaen 2.- 3.- og 4. division, og her skulle der spilles næsten 30 opgør i alt.
I går blev der dog tyvstartet lidt, da flere hold allerede spillede deres første kampe. Heriblandt var Copenhagen Flames Fe, som ikke vandt en eneste kamp i sidste sæson.
Denne stime blev dog brudt, da de i går sikrede deres første sejr med 16-8, mens det dog blev til et 5-16-nederlag i dagens opgør for kvindeholdet.
Fra 4. division rykker vi til 3. division, hvor Tricked.AT skulle i duel med Avalanche Evolve. Kampen startede skidt ud for KeyziiNs tropper, som kom bagud med hele 5-15. De unge akademi-spillere formåede dog alligevel at lave et utroligt comeback, som sikrede dem overtid, hvor de kunne tage sejren 19-15.
Her var det særligt Jekuzih, som spillede en stor rolle. Med 42 kills sikrede han nemlig både holdet sejren, samt en individuel rating på hele 1.89.
Inden dagens anden kamp på streamen var der lagt op til indbyrdes rivalisering, da både Avalanche og Falcons var selvsikre omkring en sejr inden opgøret.
Det viste sig da også at blive en uhyre tæt duel mellem de to mandskaber, som dog i sidste ende så Avalanche tage sejren, da 14-årige Lilbro med 29 kills skød sit mandskab til de tre point.
Derudover var der en lang række andre kampe på programmet her til aften. Du kan se resultaterne for alle kampene såvel som stillingen i de forskellige divisioner på liga-siden, som kan findes her.