MAD Lions er klar til slutspillet i Elisa Invitational 2
MAD Lions er med to sejre og nul nederlag i gruppe A klar til slutspillet i Elisa Invitational 2, der er en kvalifikation til BLAST Showdown.
I gruppespillets første kamp var MAD Lions den ene part i et sandt danskerbrag, da AGF skulle forsøge at overraske mod løverne.
Særligt Lukki gjorde i store dele af kampen sit til, at MAD Lions havde problemer med at håndtere 'de hviie', men acoR og refrezh var ligeledes i headshot-humør, og derfor vandt MAD Lions en tæt kamp.
MAD Lions skulle derefter spille vinderkampen i gruppe A mod norske Apeks, der skød Elisa Invitational 2 i gang med en overraskende sejr over Heroic.
Fra starten af opgøret var det tydeligt, at danskerne er et eller to niveauer over Apeks, for selvom nordmændene har fået tilgang af jkaem, var det MAD Lions, der sad på opgøret fra første skud.
En fremragende T-side på Nuke grundlagde sejren, som blev kørt i hus uden problemer på CT-siden.
MAD Lions er derfor videre til slutspillet som det første hold, mens Heroic, AGF og Apeks skal dyste om den sidste plads videre fra gruppe A.
Det er først onsdag og torsdag, de tre hold skal i kamp igen, da de første kampe i gruppe B er på programmet i morgen.