Opret Log ind
Verdens tidligere bedste AW spiller i corona-stolen
Skrevet af: sirr    14. maj 2021 21:14      
Jeg prøver noget helt nyt! Absolut og resolut. Vi har i stedet for tidligere 1.6’ere (eller hybrid-spillere som StaN/ inCre) hevet fat i en der udelukkende begik sig i CS: Source, inden karrieren bragte vores hovedperson videre til CS: GO.

Den virtuelle og corona-venlige stol huser denne gang en spiller som har slået hans folder i to ulvefolder, Anexis, Team Dignitas og var i en periode holdkammerat med den core der, formodentligt, har spillet sammen i længst tid, på højeste niveau – dupreeh, dev1ce og xyp9x. Men, hvem er han og hvad laver han nu?

Tidligere hold:
Anexis: Nille, MSL, Pimp, gla1ve, Nico
CPH Wolves: FeTish, Xyp9x, dev1ce, dupreeh, Nico
Western Wolves: MSL, Pimp, Inzta, gla1ve, Nico
Team Dignitas: tenzki, Kjaerbye, Pimp, aizy, FeTish, Nico
Reason Gaming: wantz, feTiSh, Rytme, v1ctor, Nico

- Nicofyren, gamle svinger – magic_stick_minister – kan du ikke fortælle læserne om hvem du er?

Mit navn er Nicolaj N. Jensen, jeg går/ gik under navnet Nico, mens jeg spillede aktivt. Jeg er 29 år gammel, 91’er, som man siger. Jeg har primært ageret AWP spiller i CS:GO, men startede mere flydende ud som 2. awp på mine første CSS hold. Af nævneværdige hold i CSS-regi, kan jeg skrive Reason Gaming, CPH Wolves, Playzone, Anexis, Dynamic Gaming på CV’et og agerede 6. mand hos fnatic engang.

I CS:GO figurerede jeg med Anexis, der senere blev Western Wolves, hvor jeg i samme år blev kåret som årets AWP og verdens 14. bedste spiller såvel som en MVP til Mad Catz Vienna, hvor vi fik en 2. plads. Andre navne på holdkortet lød på vores alles analytiker Jacob ”Pimp” Winneche, master-mind Lukas ”gla1ve” Rossander og Mathias ”MSL” Lauridsen som alle stadig gør sig gældende i CS. Jeg sluttede min aktive karriere i Dignitas, hvor Kjaerbye, Pimp, Aizy og MSL forståeligt valgte at skifte mig ud og samle Schnejder op.

- Når du ikke har travlt med at bære mig på ryggen i Faceit pugs, hvad laver du så til daglig?

Haha, som du siger, så bruger jeg stadig masser af tid på at bære folk på faceit :D Ellers er jeg endeligt ved at have studenterhuen i hus, her til sommer, så jeg kan videreuddanne mig til det, jeg gerne vil. Jeg har været en smule langsom til at finde ud af, hvad jeg egentlig ville, så jeg har brugt en masse år på at granske mig selv samtidig med arbejde.

Derudover har jeg, til manges overraskelse, min kæreste gennem 8 år, der også skal varetages, hvis du forstår :D!

- En øde ø, du må tage 3 ting med – hvilke?

Uh den er svær. Skulle det være serious business, bear grylls survival style, så ville jeg jo nok vælge noget lig med en machete, noget der kan starte ild og et telt, I guess.

Skulle det være bekvemmeligheder, så er vi ude i min PC (Heri indgår skærm og hardware selvfølgelig), interwebz og et hacker-tæppe (som skal hen over for at blokke solen ude)

- Du teasede et comeback på twitter, da dev1ce blev solgt til svensken, hvor bl.a. gla1ve svarede – ér du stoppet definitivt som professionel, eller lever håbet?

Haha, teasede et comeback. Min twitter flyder vidst nok med LFT og ”bwahhh jeg vil spille” tweets. Jeg vil for alt i verden gerne spille, men det er som for mig som for alle andre, meget svært at give sig 100% uden en økonomisk sikring eller garanti for at ”you’ll make it”.

Skulle Astralis eller nogen anden med potentiale og økonomisk bagland ville have mig, så er der ingen tvivl om at du ville se mig ”på kontoret” hver dag, give alt hvad jeg har at byde ind med. Det er der også en hel ungdom, der gerne vil, så chancen er nok relativt lille :D!

- Hvad er dit værste minde som spiller?

Hmm.. At tabe bordtennis turnering til Malte (Herden) og Rytter (… Rytter) engang, det var værre end at ryge ud af selve turneringen. Ellers alle de gange jeg er røget ud af turneringer, jeg kan ikke huske den bestemte følelse af hver gang, men det er ikke noget man gerne oplever igen :D

Rigtig surt at ryge ud i første kamp af playoffs til nogle af de første majors, det har jeg prøvet nogle gange. Jeg kan huske dengang Epsilon vandt (jw, devilwalk, flusha, pronax og schnejder). Der var vi rigtig selvsikre, vi havde fået en overskuelig vej til finalen og klar til at rykke hoveder. Det viste sig at det var svenskerne også – og vi røg ud på hat og briller i den første kamp af playoffs. Den gjorde rigtig nas :D

- Hvad er dit bedste minde som spiller?

Uh den er svær. Jeg vil sige gejsten fra folk til CPH Games, hvor vi som Western Wolves blev 2’er var sublim. Nærmest alle fra det danske community var samlet og gav os en stor opbakning gennem hele turneringen.

At få MVP prisen for Mad Catz Vienna var også helt vildt – og overraskende, synes jeg selv. At vi går hen og gør god figur samt modtage den anerkendelse få uger efter til CPH Games var prikken over i’et.

Det er svært at sætte finger på, hvad det bedste er, men en ting er sikkert, jeg ville ikke være foruden nogen af alle de LANs, minder og kammeratskaber. Jeg har været rigtig heldig! 😊

- Hvad er det største du har oplevet i dit liv?

Jamen det må næsten være at blive kåret og anerkendt som årets AWP/14. bedste EUWorld spiller af HLTV. Det var mit mål helt fra begyndelsen, da jeg var spæd half-life spiller. Jeg skulle være den bedste i klubben, på netcaféen og senere hen til lans. Det udviklede sig jo meget fint, kan man sige :D

- Du er formodentligt en af de spillere, som har spillet med flest nuværende topspillere – føler du at du burde/ kunne være med i Tier 1/ 2 eller 3, som scenen er nu?

Det synes jeg. Der er enormt meget arbejde i at indgå i et tier 1, 2 eller 3 hold for den sags skyld, så det er mere om samarbejdet og synergien fungerer end om jeg kan ramme HS. For det er der ingen tvivl om, jeg rammer som jeg altid har gjort ;D
- Du har prøvet lidt af hvert, og er en del af de gamle drenge som har været med både i CS:S dagene og CS:GO dagene – kigger vi på LAN, specifikt, hvad er så de største forskelle fra dengang og nu?

Der er gigant stor forskel. Kigger vi helt tilbage til da jeg var 13 år gammel, så var mit første LAN Danish Vikings LAN. Også kaldt DVLan. Det var på en skole, hvis jeg husker rigtigt, hvor LAN området ligesom var inddelt i 2 etager med en små 80-100 deltagere, tror jeg nok. Jeg husker tydeligt mit første møde med vnG som jeg var stor fan af på daværende tidspunkt :D

Anyway, du og folk der læser det her, kender jo til events i dag. Det er stort, stadionfyldt og prestigefyldt. Det var det slet ikke dengang. Det var sportshaller, mikro-scener, hvor folk modtog gavekort med præmieværdi og hardware og 1-200 svedende drenge/mænd, der alle på en eller anden måde var bekendt med hinanden. Altså det jeg vil betegne som LANs.

Jeg har altid kaldt mine første, ja jeg ved ikke, 20 LANs for mini-festivaller. Det var kammerater, CS, øl og godt humør over hele linjen. Det kan godt være meget er gået glemt i visne tilstande, men jeg husker ikke en eneste gang, hvor der har været drama eller bad blood mellem folk – udover når der stod 1.6 og CSS på programmet – der var lidt klammerier, jeg mindes noget om SLAP13, n2-crewet og en 1.6’er med brækket hånd, men det må du ikke hænge mig op på :D!

- Jeg husker selv en tur i baren og byen, eller to, med dig – har du en (røver)historie fra LAN, som bør se dagens lys?

CPH games 2010, mig, Bo ”wantz” Vestergaard, Mark ”lesmark” Lesmark vælter rundt helt beduggede, henter KFC buckets og valser ind på Imperials hotelværelse (wantz deltog med Imperial) for at crashe. Bo havde jo sagt god for en plads eller to i hans seng. Vi kommer ind og støder på grav1ty, pur1ty, FeTiSh og v1ctor, der trygt lå og sov, da vi kommer væltende ind, kentucky-fried chicken-stinkende og højtråbende. Lad os bare sige, at der var nogen der ikke var helt tilfredse.

Mig og Mark ender med at måtte lede efter et andet sted at sove. Vi ender ud med at ligge på en en-mands luftmadras med den øvre del af kroppen, mens benene ligger ud på vores 2 kufferter. Det fungerede sådan cirka en lille time for mig, hvorefter jeg endte bag herdens plads med hans(?) dyne op af en pæl på betongulvet i øksnehallen.
Det næste jeg husker, er at jeg bliver vækket, at vi skal spille første kamp i gruppespillet om 15 minutter mod ingen ringere end Imperial, der endte med at vinde eventen.

Jeg får børstet tænder og klasket mig selv lidt i hovedet og går ind og leverer mit livs kamp på de_tuscan. Jeg ender med 43-2 som CT og 18-2 som T (det var før cifrene blev lagt sammen, plus man fik frags for defuse og når bomben eksploderede). Det var med ruggah, impulze, izman og ruzz i Playzone, hvis jeg husker helt rigtig.
Desværre for os, så rendte vi ind i Imperial efter gruppespillet, hvor de smasker os 2-0 relativt sikkert for derefter at vinde hele molevitten. Flot klaret på trods af forstyrret søvn, haha :D

Jeg husker bestemt også en éndagsturnering, der var arrangeret af vnG og lokke. Efter endt turnering var der afterparty på Mermaid i hjertet af KBH, hvor jeg tror alle hold deltog. Det var noget af en fest og efterfølgende blev Mermaid vidst mere eller mindre invaderet af CS gutter hver weekend :D

- gla1ve er i dag kendt som et taktisk geni og en sympatisk person – men, I 2014 skulle du, sammen med CPH Wolves spille i GDK-finalerne på LAN; men det gik ikke helt gnidningsfrit –du havde en (ufrivillig) hovedrolle – kan du forklare hvad der skete?

Ja, vi var klar over at GDK ønskede at man ikke dukkede op mere end 6 personer til eventen, der blev holdt i Aarhus i nogle lejede studielokaler. På grund af at Lukas befandt sig i Aarhus området med kæresten hos hendes familie, var han nødsaget til at medbringe hende. Jeg skulle fragte mig selv fra Falster til Aarhus klokken 5 om morgenen efter pracc (der sluttede omkring 12) og eftersom min finske kæreste kort tid forinden var flyttet til Danmark, så ville jeg ikke efterlade hende samtidig var det rart at have en til at holde sig vågen til turen.

Det resulterede i at Lukas og hans daværende kæreste ikke ville troppe op på lokationen på trods af at der nok skulle være plads eller et andet rum, hvor vores kærester så måtte opholde sig.

En mindre bagatel, der blev blæst fuldstændig ud af proportioner, desværre, og kunne jeg ændre noget, så var det hér. Det blev begyndelsen på en personlig nedtur for mig at miste Lukas, ikke bare som holdkammerat, men også som ven, da vi ikke talte sammen i længere tid efter det. Den dag i dag er der intet dårligt imellem os, og det antydes nok også af vores lille flirt på twitter.

- Du joiner Team LeftoverZ (karrigan, cajunB, Pimp, gla1ve, Nico) efter en kort pause fra CS – i et interview udtaler cajunB at du, i hans optik og før din pause, var verdens bedste AWP – føler du det prædikat var berettiget?

Nu skulle vi jo være teammates, så det har måske noget at skulle have sagt. Jeg fik jo prædikatet fra HLTV, kan man sige, men jeg følte mig aldrig som verdens bedste. Jeg var godt klar over at jeg kunne finde ud af at spille CS, men verdens bedste ville jeg ikke beskrive mig som.

Det kommer nok af, at man igennem en periode har leveret, og hele tiden forventer forbedring, for pludselig en dag at modtage prisen for at være verdens bedste. Jeg ved ikke om det var en kombination af mæthed fra mange års CS grind og den pludselige anerkendelse, der gjorde jeg begyndte at hvile på laurbærene eller gjorde så min motivation for forbedring forsvandt – men det gjorde den, og det afspejlede sig i mine personlige stats for de senere år herefter.

- Du har været forbi en del forskellige organisationer og konstellationer af hold – føler du at du er en svær teammate, eller var scenen, omstændighederne m.m. bare anderledes dengang?

Jeg synes ikke jeg har været meget ”rundt omkring”, når man kigger på hvor længe jeg har spillet. Der er stor forskel på konstellationerne i dag end CSS og tidligere CS:GO tider, hvor baglandet i tier 1-2 hold bestod af 1-3 personer med passion for eSport og organisationsarbejde, hvor løn var noget man drømte om og turneringerne snød med præmiepenge, så der var helt sikkert incitament til at overveje andre hold eller aktiviteter i løbet af sommeren (Hver sommer stoppede X antal spillere for at komme tilbage efter jul nærmest). Så det er klart at jeg ikke har spillet for det samme hold i 5 år for eksempel – det er de færreste fra CSS, der kan tilskrive sig dette :D

Om jeg er en besværlig teammate? Det vil jeg ikke mene. Det er klart at i begyndelsen af min professionelle karriere var jeg måske ikke lige så klar i tonen, som jeg er i dag. Og det behøver ikke at være ment negativt :D

- Fortryder du noget som spiller?

At jeg ikke indså, hvor godt jeg/vi egentlig havde det. Jeg vil jo betegne kicket fra Dignitas som min ’retirement’, jeg har stort set ikke spillet konkurrence CS siden. Grunden til kicket var obvious, jeg var ikke den spiller, jeg skulle have været. Jeg havde en massiv mangel af timer og engagement for at spille udenfor pracctider, også er det jo selvsagt, at det munder i ud hvad det gjorde.

Det skal dog nævnes, at dengang fandtes der ikke et bagland bestående af sportspsykologer eller andre observatorer til at skulle afhjælpe sådanne problemer. Ærgerligt, men det fortryder jeg som spiller, at jeg ikke gav mig den sidste mil, især når jeg sidder her i dag og SÅ gerne vil spille igen :D

- Vi var omkring det tidligere; Du har spillet med på højeste niveau og har spillet med mange forskellige spillere og personligheder – hvem er den bedste teammate du har haft?

Puha den er svær! Jeg kan ikke udvælge nogen specifikt i forhold til relation til LANs for det har altid været en gruppe vildt dejlige mennesker, der deltog :D

På serveren til gengæld, der vil jeg gerne komme med nogle bud; Wantz i CSS. Han var et ustoppeligt monster, datidens dev1ce på bunnyjumpende one deags. dev1ce CS:GO – der behøves vel ikke at sige mere. gla1ve. Han kan calle og han gjorde det til bravur allerede tilbage i western wolves, hvor han basically callede mig til #1 aw i verden.

- En person fra CS-verdenen som du havde det svært med?

Hmm svært ved.. grav1ty har jeg måske haft lidt med, vi var trods alt aw rivaler tilbage i cs tiden, men det er ikke sådan, at vi ikke kan snakke sammen. Han er skide flink, så det er slet ikke sådan klammeri-snak jeg mener, men sådan jeg har haft svært ved at læse hans spil, når vi har mødt hinanden :D
Jeg har ikke haft det svært med nogen sådan rigtig, synes jeg. Til gengæld har jeg haft det rigtig fedt med mange! Udover teammates så var jeg også ofte i samtale med kennyS, JW og pasha dengang. Man kan sige vi havde en top eu awp gruppe af en slags :D

- Hvad er det bedste råd du kan give til de mange unge spillere, som drømmer om at blive professionelle CS-spillere?

Først og fremmest vil jeg give et generelt råd ud til diverse omgangskredse, hvor tonen er blevet forfærdelig triviel. Mængden af toxicity over hele linjen fra sociale medier til faceit comms er blevet helt vanvittig. Så hold dig sober i tonen, hvis du vil frem og blive til det idol, du idolisere.

Udover det så er der utallige mængder råd at hente fra interwebz, hvor alt fra movement til aim kan blive trænet – og det vil jeg jo bare sige, det er en enormt god ide at investere tid i. At holde sig skarp er alfa omega i CS. Udover det så invester din tid effektivt såfremt muligt.

- Vil du smide et digt, et uddrag fra biblen eller blot en kærlig hilsen til din bedre halvdel – så er det her du gør det!

Jeg hader digte, jeg er bragende ateist og min kæreste hilser jeg sgu (kærligt) på hver dag… Sååå tak, Jonas, fantastisk afslutning på interviewet <3 :D

- Billeder af Nicolaj fra hans HLTV profil her: https://www.hltv.org/galleries?player=7413

- Et par fragmovies med Nico, bl.a. med en ung Anders Blume!
WASM 12: https://www.youtube.com/watch?v=vDpt0Ak_xKA
Grand Finale WASM 12: https://www.youtube.com/watch?v=67b1aHO_BDw
CPH Games: https://www.youtube.com/watch?v=6rywXT5Hlbc
Dreamhack 2013 Winter: https://www.youtube.com/watch?v=o0J6YT_5KzQ
ESL One 2014: https://www.youtube.com/watch?v=94TU5XcxEAg

- Tidligere interviews:
Se tidligere interviews med gamle bangers:
Timm "ArcadioN" Clemmensen: https://www.dust2.dk/Blog/81-en-taktisk-timm-i-sto..
Thomas ”StaN (inCre)” Hector: https://www.dust2.dk/Blog/80-en-legende-i-stolen
Christian ”turkizh” Bindslev: https://www.dust2.dk/Blog/79-en-gammel-svinger-i-i..

#1 sirr
2021-05-14 21:34
Er "bragende ateist" lidt ligesom de der veganere der ikke kan lade vær' med at være fordømmende og ondskabsfulde overfor ikke-veganere?
#2 Nico
2021-05-14 21:41
Interviewet er ovre, stop med at stille spørgsmål!! :D
Jeg proklamere ikke ateisme, men står gerne for skud i en diskussion angående folks og min egen overbevisning. Jeg dømmer bestemt ikke nogens tro :D
Håber det var svar nok til ekstra-interviewet i kommentar feltet xD
#3 sirr
2021-05-14 23:19
Haha ❤️. All in good fun mate 😂
#4 ZCDK
2021-05-16 13:53
Nice interview mates..
#5 ch1no
2021-05-16 16:45
Vækker gode minder :) nice interview
#6 Boller
2021-05-17 14:51
Levende legende mate! Kæmpe maskin stadig, skyder over 30 hvert faceit game xD Men pisse fedt interview, elsker jeres historier med Mark osv, fandme en god griner!! :D
#7 Sonny
2021-06-04 10:39
Et fantastisk menneske og en sindssyg spiller. En ægte legende, ærgerligt han ikke blev længere tid i csgo.
#8 sirr
2021-06-04 10:44
Er usikker på hvad du mener ven? Han spiller da pt. for Danmarks bedste oldboyshold, for at holde sig varm til når Astralis indser de mangler en AW på højeste niveau.

.. Troede faktisk du snakkede om mig i starten, men eftersom jeg ikke rigtig startede i CSGO, indså jeg det ikke var mig :(
#9 Sonny
2021-06-04 13:05
Hahaha du er også et fantastisk menneske, dog ikke en sindssyg spiller :) måske kan du blive det hvis du får mig som coach igen.

Men du er stadig en legende i min bog <3
#10 steady
6d 9t 36m
Har altid oplevet Nico som flink. Selv med tømmermænd. Meget hjælpsom både til events og uden for. Tak for endnu en artikel sirr.
Log ind eller opret en bruger for at kunne kommentere