stavn og kompagni er klar til kvartfinalen.

stavn åbner op: "Man kan helt klart kalde os en familie"

Efter en tæt affære mod amerikanske Liquid er Heroic videre til slutspillet i CS:GO's sidste major.

Heroic har med seneste sejr mod Liquid gjort rent bord, og de er derfor fortsat ubesejrede ved majoren, når de skal spille foran et stort publikum i Paris.

Kampen mod Liquid endte med at blive en tæt affære, hvor Heroic tabte sit eget map, Mirage. En lettet stavn forklarede efterfølgende til Dust2.dk, hvorfor danskerne valgte mappet, og hvad der gik galt:

Vi har følt, at vi kunne vælge lidt forskellige maps, og vi endte med at gå med Mirage, fordi den har været rigtig god for os. På Inferno går det jo virkelig godt, og på Mirage tror jeg egentlig bare, at vi aldrig rigtig kommer i gang på CT.

Til seneste major i Rio snublede Heroic på målstregen, men det til trods mener stavn, at han og holdkammeraterne efterhånden har erfaring nok til at kunne gå hele vejen:

Vi får bygget en masse erfaring med alle de arenaer, vi har spillet i efterhånden, og forhåbentlig ender vi denne gang med at løfte trofæet.

Mere end bare et hold

Det er ikke kun sportsligt, at Heroic er vokset sammen - det er også uden for serveren. Sådan lyder det fra stavn, der slår fast, at han vil kalde sit hold for en familie:

Ja, man kan helt klart godt kalde os en familie. Især også fordi, jeg bruger mere tid sammen med dem, end jeg gør med nogen andre. Vi bruger meget tid sammen som hold, vi går meget op i kulturen på holdet, vi gør ting sammen. Vi er åbne med hinanden, hvis der er ting, man går og døjer med, og man kan sige ting ærligt og åbent.

Nogle af forhåndsfavoritterne har fået en hård start, og derfor kan hold som G2, ENCE og FaZe nu kun gå videre som 3-2-hold. Det betyder, at Heroic kan stå overfor en af dem allerede i kvartfinalen, men dette faktum lader ikke til at gå stavn på nerverne:

Hvis man skal vinde, skal man alligevel slå alle hold hele vejen. Så hvorfor ikke møde et af de gode hold i kvartfinalen?

Slutspillet starter den 18. maj, hvor de to første kvartfinaler skal afvikles. De to resterende kvartfinaler vil blive afviklet den 19. maj.

Hvornår Heroic skal i aktion er endnu uvist.

#1(Med 0 svar)
14. maj 2023 kl. 20:48
yairi
Har også læst at de stoler på hinanden og kunne konkludere ud fra det, man ikke kan det på alle hold.
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.