Jyderup Enigma skifter ud
Ét af topholdene i 1. Division efter første spillerunde skifter allerede ud, da Thugger skal ind og erstatte Staehr, som er blevet købt ud af sin kontrakt.
Det fortæller holdets unge IGL, Ramus 'Equip' Christensen, til Dust2.dk.
Det er ikke efter egen valg, at vi vælger at udskifte Staehr. Han er i stedet blevet sendt længere op i fødekæden, og det er altså derfor, Thugger er blevet hevet ombord.
Med salget af holdets stjernespiller må der siges at være et stort tomrum, som nu skal udfyldes, men her er der ikke tvivl om, at holdets nye mand kan levere.
Organisationens officielle udmelding melder om, at der er tale om spillere med lignende kvaliteter, mens også Equip kan fortælle, at der er tale om en erstatning af høj kvalitet.
Thugger bringer en masse firepower til bordet, som var vores hovedfokus i den nye spiller, da vi lige har mistet en stjernespiller. Udover en masse firepower bringer han god kommunikation, humør og et godt mindset, når det kommer til at gøre “ekstra” på holdet, og det er noget, vi vægter højt.
Udskiftningen kommer efter en ellers flot første spillerunde, hvor Jyderup Enigma viste store kvaliteter og slog både Ignite og VSPR. Tilføjelsen af den nye spiller har dog ikke haft nogen effekt på holdets målsætning for sæsonen.
Vi har sat målsætninger om oprykning fra hver sæson, vi spiller, og det har ikke ændret sig. Dette skyldes, at vi samtidig har indført en masse ekstra ting, som skal hjælpe os - heriblandt en analytiker og en mentaltræner.
Vores gruppe er dog rigtig stærk og tæller med mange dygtige hold, så det ville ikke være en kæmpe skuffelse, hvis vi ikke når målet om oprykning. Som minimum skal vi dog overleve og spille en masse gode kampe! slutter Equip af over for Dust2.dk
Det nye Jyderup Enigma-mandskab får sin debut i Elgiganten Ligaen 1. Division i aften, når modstanderen hedder SERA ESPORT Epparel.
Fremover består Jyderup Enigma af:
- Equip
- Thugger
- Tauson
- Glockey
- kvall
- ko5te (coach)
- popechild (analytiker)