Afklapsning på sidste map: Astralis vinder den anden Major i træk
Xyp9x, device, gla1ve og dupreeh har netop meldt sig ind i en meget eksklusiv klub, der indtil i dag kun bestod af pronax, JW og flusha. Med sejren over ENCE i finalen, er dette nu de syv eneste spillere i verden, som har vundet tre CS:GO Majors.
ENCE kom bedst fra start på første map, da finnerne ramte nogle afgørende skud i pistolrunden, men efter at have tabt de to første runder slog Astralis fast, hvorfor de er store favoritter.
Astralis skød sig op på en 7-3 føring som CT på Train, og selvom ENCE fik en enkelt runde mere på tavlen, løb danskerne med en sikker 11-4 føring inden pausen.
ENCE var derfor nødsaget til at vinde pistolrunden, og det gjorde det finske mandskab også, men Astralis havde ikke tænkt sig at lukke dem ind i kampen, og danskerne skød sig dermed hurtigt op på 14 runder.
ENCE begyndte at kæmpe sig tilbage, men mappet endte selvfølgelig med, at Xyp9x vandt et 1v2 clutch.
Det var noget af en opgave, der ventede forude for ENCE på Inferno, da Astralis inden opgøret ikke havde tabt på mappet en eneste gang i løbet af de seneste tre måneder.
Astralis viste da også hurtigt, at de virkelig føler sig hjemme på Inferno, og vi skulle helt frem til den syvende runde, før ENCE var tæt på at vinde en runde, men så diskede Xyp9x og dupreeh op med fantastisk spil og vandt en 2v4 situation.
Astralis kom helt op på en 10-0 føring, før ENCE vandt en runde, men allerede der var kampen nærmest overstået.
ENCE kunne intet stille op mod et yderst velspillende dansk hold, der endte med at leve op til favoritværdigheden og løfte trofæet i Katowice.
Top 16 ved IEM Katowice Major ender således:
1. Astralis - 3.277.400 kroner
2. ENCE - 983.220 kroner
3.-4. Natus Vincere - 458.836 kroner
3.-4. MIBR - 458.836 kroner
5.-8. NiP - 229.418 kroner
5.-8. Renegades - 229.418 kroner
5.-8. FaZe - 229.418 kroner
5.-8. Liquid - 229.418 kroner
9.-11. Cloud9 - 57.354 kroner
9.-11. AVANGAR - 57.354 kroner
9.-11. Vitality - 57.354 kroner
12.-14. compLexity - 57.354 kroner
12.-14. HellRaisers - 57.354 kroner
12.-14. G2 - 57.354 kroner
15.-16. NRG - 57.354 kroner
15.-16. BIG - 57.354 kroner