Complexity-direktør søger nye spillere på Twitter efter "uacceptabel" præstation
Complexity har ikke været at finde i toppen af international CS:GO i mange år, og kun en 3-4. plads ved FACEIT Majoren sidste år har været et højdepunkt fra den ellers store organisation.
Nu ser det ud til, at de dårlige resultater får konsekvenser.
Kort tid efter Complexitys eliminering ved StarLadder Majoren, hvor holdet tabte til australske Grayhound med 2-0, var CEO og grundlægger af Complexity Gaming, Jason Lake, ude med en kontroversiel melding på Twitter.
Han skriver, at han elsker sine nuværende spillere, men deres resultater vil ikke blive tolereret. Han skriver derfor, at hvis der er nogen tier 1 spillere, som er klar på at starte på et hold med "de bedste faciliteter i verden", så skal han nok købe dem ud af deres kontrakter og tilbyde dem verdens højeste lønninger.
Han slutter af med sætningerne "Let's build a juggernaut" og "Spread the word", hvilket får det til at lyde som om, at denne beslutning har ligget klar, såfremt det nuværende Complexity ikke skulle levere et stort resultat ved Majoren i Berlin.
Complexity blev tidligere på året omdøbt til Complexity Gaming, da de annoncerede et samarbejde med den amerikanske klub, Dallas Cowboys.
Complexity består lige nu af:
- ShahZaM
- oBo
- SicK
- dephh
- Rickeh