Evaluering: Godt gået, Copenhagen Games
Denne evaluering af Copenhagen Games er en klumme, og den afspejler derfor skribentens egne holdninger og oplevelser.
Sidste år kaldte jeg min evaluering af Copenhagen Games for "Der mangler lige det sidste", og det var der så i år, så det var med et stort, fedt smil på læben, jeg satte mig til at evaluere årets event.
Jeg har delt det ind i forskellige kategorier, som alle får en score fra 1-5, hvor 5 er helt i top mens 1 er en klar besked om, at det er helt uacceptabelt.
Kvalifikationen - Score: 4
Hele torsdagen stod på kvalifikation til Main-turneringen, så der var spækket med kampe. Spillerne havde allerede inden eventet udtrykt ønske om et andet format, og det fik det, men det betød også, at det blev en meget lang dag og nat.
Det hele startede klokken 10:00, hvor der dog lige var fejl med roundtime, og derfor blev flere kampe lidt forsinket, men værre var det ikke. Enkelte hold meldte også om, at eBotten gik ned, men det er svært at forvente andet med så mange servere og kampe.
Kvalifikationen sluttede først omkring klokken 3 natten til fredag, og der var cirka en times forsinkelse, da admins ventede med at frigive brackets til Lootbear.com og Apeks U18 havde spillet den sidste gruppekamp.
Hvad der helt præcist skete, fik vi aldrig opklaret, men først havde det ene hold forfeitet, men det blev siden ændret. Begge hold var dog i C-turneringen, da de ikke kunne nå at gå videre fra gruppen, så det virkede rigtig fjollet at holde kvalifikationen tilbage grundet den kamp. En times ekstra søvn kan altså betyder rigtig meget.
Main-turneringen - Score: 4
Main-turneringen kørte egentlig upåklageligt, og flere spillere meldte om ganske gode computere, så der var ikke meget at komme efter der. Admins var handlekraftige, da forZe ikke lige magtede at møde op til tiden, så de måtte forfeite første map, og det var en god beslutning!
Det tæller dog ned, at de inviterede hold har så meget bedre faciliteter end de kvalificerede hold. Søvnen er en del, men de inviterede hold sad også i et rum for sig selv, mens de kvalificerede sad nede på deres pladser i den varme hal. Det bør der kigges på til næste år, så alle otte hold har noget der bare minder om lige vilkår.
Derudover var det ikke en fandens sexet turnering for de danske tilskuere, og det kunne da også tydeligt ses på stolene foran scenen. forZe, Sprout og Epsilon trækker altså bare ikke folk til, men hvad skal Copenhagen Games egentlig stille op, når både OpTic og Heroic melder fra?
B- og C-turneringen - Score: 5
Jeg kan godt lide ideen om en C-turnering, for det gør, at formatet i både B og C kan byde på flere kampe og maps for alle hold. C-turneringen ender dog med at blive lidt glemt, men det er nok bare præmissen, når niveauet spænder så bredt til eventet.
Begge turneringer kørte ganske godt. Der var et par beslutninger fra admins, som spillerne ikke var helt tilfredse med, blandt andet da FASTLOSE fik lov til at komme tilbage i turneringen, men ikke blev oplyst om, at de ville tabe et map på forhånd.
Der var også en situation med et hold i C, som først kun blev taberdømt i fire kampe, men senere blev det ændret til alle kampe.
Der mangler lige den sidste handlekraftighed og beslutsomhed, så man ikke får forvirret nogen. Begge beslutninger er i min bog helt fine, men spillerne skal bare vide det med det samme.
Overordnet kørte det rigtig godt, og tidsplanen blev overholdt - præcis som i Main - og de tekniske problemer var nærmest ikke-eksisterende.
Hallen - Score: 5
Lokomotivværkstedet viste sig at være en rigtig god hal til det her event. Copenhagen Games mistede en masse charme i Bella Center, som var alt for langt fra Øksnehallen, men det kunne Lokomotivværkstedet veje op for.
Det er placeret midt i København, så der er ikke meget at sætte på det, udover en meget dyr parkering.
På en eller anden måde føles det som om, at det ikke er i København, fordi det ligger inde bagved, men det gjorde derimod, at græsplænen ude foran blev brugt til afslapning og hygge - man så altså ikke så mange sidde ude på stenene foran Øksnehallen, så det var et klart plus!
Indenfor manglede der noget underholdning. Der var egentlig masser af stande, men som tilskuer var man hurtigt igennem dem. Der er dog plads til at lave det, så forhåbentlig bliver der mere underholdning næste år.
Scenen - Score: 3
Det mest negative ved årets event var Main scenen, som var placeret i et rum for sig selv i bunden af arenaen.
Stemningen kunne have været vanvittg, hvis rummet var fyldt med heppende tilskuere, men der nåede aldrig at blive fyldt, og jeg så på intet tidspunkt, at der bare var halvt fyldt derinde.
Jeg savnede, at den var en mere integreret del af hallen. Måske var det holdene, måske var det placeringen, uanset hvad formåede Copenhagen Games aldrig at gøre scenen til et samlingspunkt, og det var synd.
B-scenen, hvor kvindeturneringen blandt andet blev spillet, havde derimod den centrale placering, og den tiltrak da også en del tilskuere i løbet af påsken.
Mad og drikke - Score: 4
Lad mig starte med at sende en stor omgang ros til Copenhagen Games for at rette op på den katastrofe sidste år, som priserne var. De styrede dem ikke selv, det ved jeg godt, men man burde have droppet Bella Center, hvis priserne ikke kunne rykkes.
1/2 liter sodavand til 20 kroner, to redbull til 30 kroner og fadøl til 30 kroner er rigtig gode priser til sådan et arrangement, og mange andre steder havde priserne været en del højere.
Der var hele to barer, som var godt bemandet, og man endte derfor ikke i lange køer, hvilket også er et klart plus.
Maden er jeg dog ikke så imponeret over. Lad os starte med mulighederne indenfor i baren, hvor man kun kunne købe sandwiches med fx roastbeef eller kylling og bacon. 35 kroner for sådan en var okay, og det er måske en smagssag, men en sandwich, der er iskold, fordi den har ligget flere timer i et køleskab, er ikke lige mig.
Udenfor var der foodtrucks, som var en fremragende løsning, men om torsdagen var der kun en, og de to stakkels mennesker inde bag disken havde virkelig travlt med at lave burgere og pomfritter. De forsøgte at følge med ved at lave meget klar i forvejen, men jeg stod omkring 30-40 minutter i kø og endte med at få en kold burger.
Derefter blev det meget bedre, for der kom også en vogn med indisk og en med kebab, og det gjorde ekspeditionstiden meget hurtigere, og maden var af ganske fin kvalitet.
Men hold nu op hvor jeg savner nogle sunde alternativer... Flere meldte om, at de blev nægtet at tage frugt med ind, men hvorfor dog gøre det, når man ikke en gang kunne købe frugt til eventet?
Man sidder i mange timer i en varm og til tider mørk hal, og der kan et stykke frugt altså virkelig være befriende, så man ikke skal leve af sandwich og burger i tre til fire dage.
Det sociale - Score: 5
Det er svært at sætte en finger på det sociale til dette års Copenhagen Games. Der blev hygget igennem, og den klassiske LAN-stemning, som er så svær at beskrive, var der bare fra første minut.
Copenhagen Games havde hjulpet det godt på vej med gode priser i baren, og så var der en masse borde og bænke, som hurtigt blev samlingspunktet, når aftenen ramte Lokomotivværkstedet.
Derudover var der også godt gang i den udenfor på græsplænen, hvor solen bagte.
Jeg er ikke helt sikker på, om det altid har været sådan, men det virkede også som om, at Copenhagen Games havde placeret alle CS:GO holdene sammen i hallen, og det gav en fed effekt, da der virkelig kunne råbes.
Copenhagen Games 2019 som helhed - Score: 4
Jeg har lyst til at give Copenhagen Games 4,5, for jeg synes, eventet var lidt bedre end et 4-tal, men samtidig ikke godt nok til at score maksimalt med et 5-tal.
Jeg må holde mig til skalaen, og i bedste Etta Cameron stil give Copenhagen Games 2019 et stort, stort 4-tal.
Eventet forløb fantastisk, og der skal virkelig lyde et stort cadeau for at have fået styr på teknikken i år. Der var lige et par beslutninger, hvor admins burde have været mere klare, men det er småting.
Et af de punkter, Copenhagen Games virkelig bør have fokus på næste år, er scenen som samlingspunkt, og så håber jeg, at der bliver kigget på nogle sundere alternativer i baren, for så rammer vi nok 5 næste år.