
POWER blog: Opskriften på succes - del 1

For et par uger siden introducerede vi i samarbejde med POWER, insiderblogs skrevet af spillere, coaches og interessante personer omkring elite CS:GO i Danmark.
Denne gang har vi fået Casper 'ruggah' Due, coach for Team Dignitas, lokket bag tastaturet, som giver os et spændende indblik i deres lidt turbulente august måned.

Da vi valgte at hente Emil (red. Magiskb0Y) ind på holdet, var det ovenpå en periode med skuffende resultater. Vi kom knebent med til majoren, vi røg ud af gruppen i ELEAGUE og missede playoffs i Køln. Alle tre ting kulminerede i en soul-searching internt på holdet, hvor der var brug for at lave en rød tråd fremadrettet. Vi snakkede tingene igennem og ændrede rollefordelingen på holdet.
Den største forandring var, at jeg skulle calle med inputs fra Mathias (red. MSL) og René (red. cajunb). Valget var på baggrund af flere ting, men primært at jeg kunne holde et større overblik udefra, mens vi samtidig kunne give Mathias flere af de roller han tidligere havde haft, hvor han havde stor succes med sit eget spil. Ren strategisk betød det, at vi skulle spille mere dynamisk og være sværere at læse. Det er en spillestil som kræver utrolig meget af den enkelte spillers beslutningstagen, hvorfor at der er brug for en overordnet rød tråd, så alle ved hvilket ”system man spiller” og hvad der forventes af én.
Jeg fik støvet mine calls af og det gik fremad dag for dag. Pludselig får vi dog nyheden fra Valve om, at de vil stramme reglerne omkring coaching, og det ikke længere er muligt at deltage i kommunikationen som tidligere;
“During a match, the coach may only communicate with the players during warmup, half-time, or during one of four 30 second timeouts that the coach or player can call.”

Det betød for os, at 14 dages pracc med en ny spiller, en ny spillestil og en ny rollefordeling var spildt arbejde. Timingen var forfærdelig, eftersom vi aflyste vores sommerferie, netop for at bruge tid på at køre tingene i stilling inden turnerings sæsonen begyndte igen. Det var en kæmpe streg i regningen og kastede en del frustration af sig.
Især Mathias havde fundet sig til rette i det nye system og var begyndt at spille bedre end længe. Vi valgte derfor at give René chancen som caller, eftersom han i forvejen aktivt hjalp til med mid-round calls. Det gik også godt, indtil vi noget overraskende røg ud til SpaceSoldiers i DreamHack Bucharest kvalifikationen.

Det var et niveau vi ikke tidligere havde spillet på og folk var frustrerede over at vi ikke kvalificerede til turneringen. Gode råd var dyre, men heldigvis trådte Mathias frem som den leder han er, og valgte at se bort fra egen præstation, men i stedet påtage sig caller-rollen igen.
Det var personligt ikke noget jeg havde regnet med, da Mathias var begyndt at blomstre i hans nye rolle. Men, som en ægte leder, handler det om at sætte holdet først, hvilket man kun kan tage hatten af for.
Næste del af ruggah's blog kommer i løbet af næste uge.