Pragtkamp af cadiaN: Rogue er én sejr fra Majoren
Rogue er nu blot en enkelt sejr fra en plads ved den kommende FACEIT Major i september, da eUnited blev nedlagt over tre maps.
Særligt holdets eneste dansker, cadiaN, som også caller for Rogue, kan være tilfreds med præstationen, for udover at udkæmpe den taktiske kamp stod han også for en stor del af holdets frags.
cadiaN endte med en rating på 1,42 i opgøret mod eUnited, men det var særligt på første map, at han strålede, da det blev til hele 26 frags på blot 18 runder.
Rogue kan nu holde fri resten af dagen, da de først skal i kamp i morgen. De kommer dog højst sandsynligt til at følge godt med i aftenens kamp mellem NRG og compLexity, da Rogue møder vinderen af det opgør i morgen.
Vinder cadiaN og Rogue her, er det tid til at finpudse autografen, for så er danskeren og hans nordamerikanske hold klar til Majoren.