ruggah: "De tidligere North-drenge har brug for en leder, der viser vejen"

Snart skal det nye danske OpTic lineup vise deres værd på LAN i Dallas. HLTV.org har talt med den nye træner ruggah om arbejdet med de store profiler på holdet.

For lidt over to uger siden kom det frem, at OpTic Gaming blev til et rent dansk hold. I forvejen var k0nfig, cajunb og gade taget til USA for at spille for holdet, og i april forlod JUGi og Snappi Heroic for at slutte sig til dem.

Der blev sat vand over til en omgang drama, da holdets tidligere kaptajn, stanislaw, offentliggjorde en hård kritik af sine tidligere danske medspillere, hvor han blandt andet var efter k0nfigs 'punktlighed' og cajunbs 'attitude'. Danskerne sørgede for, at det hele nåede kogepunktet ved at svare passivt-aggressivt tilbage på Twitter dagen efter.

Ved overgangen til et rent dansk lineup hev OpTic også den tidligere North coach ruggah ind.

HLTV.org har talt med den skæggede coach om sit kommende arbejde, hvor han skal forsøge at undgå lignende konfliktsituationer på det stjernespækkede hold.

Hvordan og hvorfor endte du med at skrive under hos OpTic?

Jeg har haft en god kontakt med størstedelen af mine tidligere spillere. Nogle af dem har haft brug for personlig coaching i forhold til mentale og personlige forhold. Jeg har en god relation til dem, og heldigvis vil de gerne høre mine råd og input tit,  og det er måske det, der har været med til at åbne op for, at valget faldt på mig, da OpTic valgte at gå helt dansk. Så det er jeg selvfølgelig glad for.

Hvordan ser du det drama, der foregik med stanislaw op til skiftet?

Jeg kender godt mine tidligere spillere, og som jeg har talt med dem om, og som k0nfig selv har været ude at sige, så er der nok et gran af sandhed i noget af det, der er blevet sagt. Ofte bliver der malet med en bred pensel, når det kun bliver set fra en spillers synspunkt. Men de (danske spillere, red) er ikke hellige og ved også godt, at de har lavet nogle bommerter undervejs. Men det billede, som stanislaw tegner, er ikke 100 procent retvisende. Så der er lidt den ene og den anden vej, og sådan er det altid, når der er uenigheder i CS-verdenen. Så det er ikke noget, jeg har tænkt så meget over, for jeg kender godt spillerne og deres personligheder. Jeg kan godt se, hvorfor det kan komme ud på et sidespor, hvis man har en leder, der er lidt stille og introvert. Der kræver de tidligere North-drenge mere en lederfigur, der viser, hvilken vej, man skal gå.

Men kan du så gøre det?

Ja, det kan jeg, og det kan Marco (Snappi, red.) også. Og det var måske primært stanislaw, der fik drengene til at kigge på, hvad der var af muligheder, hvis man ville gå efter et fuldt dansk hold. Jeg kender også godt deres tidligere træner (ImAPet, red.), og han er rigtig dygtig, men han har bare en anden tilgang end mig. Han er mere en hardcore analytisk coach, hvor jeg mere er til mandskabsbehandling og prøver at ændre nogle ting den vej igennem.

Er det, hvad det her lineup har brug for?

Det er ikke nogen hemmelighed, at der er nogle store personligheder på det her hold, og sådan skal det også være, når man spiller med i toppen. Der vil altid være uenigheder på holdet, og der er det vigtigt at rede trådene ud hurtigt og sørge for, at spillerne ved, hvordan man taler ordentligt til hinanden. Det er det, vi arbejder på, at man lærer at tage kritikken til sig i stedet for at afvise den og starte en diskussion. Og det er en af mine kernekompetencer.

Som du selv var inde på, så har holdet nogle ret store profiler i k0nfig, der taler lidt for sig selv, og så JUGi, der for mange står som en af de bedste AWPere overhovedet. Hvad tror du, det her hold kan opnå?

Det siger sig selv, at hvis de to rammer dagen samtidig, så kan vi slå alle. Det lyder måske som en cliché, men det er sjældent, vi har set to så store profiler på det samme hold. Hvis vi kigger på Astralis, så har du en, dev1ce, der stikker ud og så har han fået en sidekick i Magisk. Det minder lidt om det setup, vi har i OpTic. Men det er ikke sådan, hold traditionelt har været bygget op, hvor det er bygget op omkring to store profiler. Jeg er rimelig fortrøstningsfuld i forhold til at finde en opskrift, der virker, for indtil videre har jeg kun set positive tegn på, at det skulle fungere.

Nu nævner du selv, at I har et stabilt hold rundt om k0nfig og JUGi. Men den ene af de tre andre er jo stadig et forholdsvis ubeskrevet blad. gade har vi ikke set voldsomt meget til internationalt endnu - passer han ind med sin manglende erfaring i forhold til de andre spillere?

Han overrasker mig faktisk rigtig meget. Jeg havde forventet, at der ville komme svipsere og dumme beslutninger på jævnlig basis. Men han er længere fremme i den udvikling i forhold til, hvad jeg havde forventet. Han skal selvfølgelig prøves af mod de bedste hold, og det er selvfølgelig der, man finder ud af, hvad han skal arbejde med. Vi har Snappi og cajun, hvor Snappi måske er den IGL med det højeste bundniveau overhovedet og cajun, der er Mr. Consistent lige meget hvilken rolle han spiller. Men man skal ikke glemme gade i den her sammenhæng, for han har i lang tid gået under radaren i dansk CS. Nu har han så været så heldig at få en gratis chance for at være med på et tophold, og indtil videre har han virkelig grebet den og fyret den af og vist stor motivation. 

Jeres første test bliver jo så til EPL finalerne i Dallas. Hvad forventer du dig af den turnering?

Jamen vi er jo så konkurrencemindede, at vi selvfølgelig går efter at vinde. Det er måske ikke så realistisk i de her første turneringer, men hvis ikke vi havde haft Astralis i vores første kamp, så kunne jeg godt tro på en playoff-plads. Men nu kan vi nok godt sætte forventningerne ned. For de er verdens bedste hold, og taber vi den, så har vi kun et liv tilbage i lower bracket. Og med de matchups, der ellers er i første runde, så kan det være hvem som helst, vi kan møde. Så hvis vi kan vinde en bo3 i lower bracket, så er jeg måske ikke tilfreds, men så er målsætningen heller ikke skudt helt ved siden af.

OpTic består af:

  • Danmark Snappi
  • Danmark JUGi
  • Danmark k0nfig
  • Danmark cajunb
  • Danmark gade
     
  • Danmark ruggah (Coach)
#1(Med 0 svar)
11. maj 2018 kl. 19:49
Sander
DPL Admin
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Guld Sæsonkort Sæson 17
Virkelig fedt at de ikke er bange for at erkende, at danskerne også har været en del af problemerne med stanislaw og shahazam, og så har jeg virkelig manglet at høre, hvordan ruggah bidrager som coach/hvilken slags coach han er.
#2(Med 0 svar)
11. maj 2018 kl. 19:51
Opal
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Guld Sæsonkort Sæson 15
Det er helt rart at læse, at de formår at se indad og indser, at det måske ikke kun var NA folket der var problemet.
#3(Med 0 svar)
11. maj 2018 kl. 20:07
rizc
Sølv Sæsonkort Sæson 15
Sølv Sæsonkort Sæson 17
Due holder det ægte, jeg kan lide det.
Kæmpe gl herfra <3
#4(Med 4 svar)
11. maj 2018 kl. 20:08
Jewmeister
Er stadig spændt på om Snappi og Konfig kan arbejde sammen! Det er to totalt modsætninger, både i livsstil og spillestil. Men måske. Hvis de kan og Jugi rammer et stabilt niveau, så kan de trods Cajun og Gades lave niveau ramme top 6-7. Håber det bedste for dem!
#6(Med 3 svar)
12. maj 2018 kl. 00:10
Heyz
livsstil? Hvordan er deres livsstil?
#13(Med 2 svar)
12. maj 2018 kl. 13:52
yez
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Snappi er 27 år mens konfig er 21 år og stadig opfører sig som en teenager.

konfig: youtube.com/watch?v=Au4w3_qBJpA
Snappi: youtube.com/watch?v=etsXbPK8S1g
#15(Med 1 svar)
13. maj 2018 kl. 17:46
d0kz
Guld Sæsonkort Sæson 15
yezzz, hvorfor ligger folk altid så meget i k0nfig og hans banter
#16(Med 0 svar)
14. maj 2018 kl. 08:57
SEVEN
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Banter eller ej har Snappi bare været en fast bestanddel af scenen i mange år og har en helt anden respekt for sine omgivelser og ved hvad han kan og ikke kan. Min opfattelse er at han er klart mere nede på jorden end k0nfig, men jeg tvivler nu på at det bliver et problem. Jeg synes heller ikke at k0nfigs person er et problem som sådan, jeg er bare ikke fan af hvordan han agerer over for andre, specielt når det så ofte lader til at backfire. Det ville i mine øjne klæde ham med noget mere respekt, men han kan jo gøre som han vil.
#5(Med 0 svar)
11. maj 2018 kl. 20:29
ClinT
Kage fra Dust2s 1års fødselsdag
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Han passer bare så skide godt ind i det her projekt pga hans profil :) Dejligt med ærlige og åbne svar. :) Er sikker på det blir en succes hvis han får dem til at være "Et hold" :)
#7(Med 0 svar)
12. maj 2018 kl. 00:54
VamosDK
Lækkert interview og ikke mindst nogle rigtig lækre svar.. :-)
#8(Med 4 svar)
12. maj 2018 kl. 12:26
diOnysos
Støttet Dust2.dk med 9 julekugler i 2019
Hvorfor skriver man "De tidligere North drenge" når holdet hedder optic og hele artiklen generelt drejer sig om optic.

Godt interview men underlig overskrift.
#9(Med 3 svar)
12. maj 2018 kl. 12:43
Sander
DPL Admin
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Guld Sæsonkort Sæson 17
Nok fordi ruggah selv siger det med henvisning til holdets tre tidligere North-spillere 😉

“Der kræver de tidligere North-drenge mere en lederfigur, der viser, hvilken vej, man skal gå.”
#10(Med 2 svar)
12. maj 2018 kl. 12:54
diOnysos
Støttet Dust2.dk med 9 julekugler i 2019
Ja det læste jeg godt, men det er en linie taget ud og med mange andre fede ting i det interview der kunne have været en kioskbasker.

Resten af interviewet er omkring Optic, derfor jeg fandt det underligt at bruge north som headlineren, men uanset hvad et fedt interview flere af dem.
#12(Med 1 svar)
12. maj 2018 kl. 13:13
Sander
DPL Admin
Støttet Dust2.dk med 24 julekugler i 2019
Guld Sæsonkort Sæson 15
Guld Sæsonkort Sæson 16
Guld Sæsonkort Sæson 17
Jeg synes, du tager det ud af kontekst, for interviewet handler generelt om holdet, og hvordan det skal få succes. Tre ud af de fem spillere har netop haft en periode uden succes, så er JUGi og Snappi løsningen på det? Og hvad skal der ellers til? Det er det, som bliver adresseret. Hans svar fører desuden til to opfølgende spørgsmål, altså tre ud af syv spørgsmål omhandler, hvad holdet har brug for. Det er vel ikke forkert at vinkle overskriften på det?

Fint nok, at du er uenig i den vinkling, der er altid meget forskelligt, man kan vælge som fokus, og der vil jo altid være forskellige meninger. Men at sige, at interviewet ikke omhandler det her, er altså ikke korrekt.
#14(Med 0 svar)
12. maj 2018 kl. 14:31
diOnysos
Støttet Dust2.dk med 9 julekugler i 2019
Det er nok bare mig der ser den vinkel, men som sagt godt interview flere af sådan nogle det er fedt at læse lidt om stjerne fra hestens egen mund.
#11(Med 1 svar)
12. maj 2018 kl. 13:07
telum
den bedste coach jeg nogensinde har slået 100 gange <3
#17(Med 0 svar)
14. maj 2018 kl. 16:30
ruggah
Major deltager
Det må vidst være i dine drømme, for kan ikke mindes et eneste nederlag ;)
Snakker de vrøvl på internettet? Har de behov for dit indspark? Login eller opret en bruger for at kunne kommentere.