Fragsters med sikker sejr; LPSP ude af turneringen
Lørdagens program af Counter-Strike bød på flere danske kampe, hvoriblandt vi havde æren af at se LPSP og Fragsters deltage i X-BET.co Invitational 2. Her fik Fragsters sikret sig deres kamp over Epsilon, men LPSP røg ud af turneringen til Windigo.
Fragsters skulle møde Epsilon på Train og Mirage, hvor især førstnævnte map er blandt holdets bedste. Dette viste sig også at være tilfældet i dag, da de snuppede Train 16-8.
Fragsters havde derfor muligheden for at lukke kampen 2-0, hvor det næste map lød på Mirage. Her så vi det samme scenario som på Train, da Fragsters lukkede mappet 16-8 samt kampen 2-0.
Opgøret mellem LPSP og Windigo blev dog noget tættere, hvor kampen blev igangsat på Cobblestone. Her tabte HECTOz og kompagni desværre 16-12, hvorefter de måtte se sig slået ud af turneringen, da de tabte det næste map, Overpass, 16-10.
Du har fortsat muligheden for at se Dannebrog på storskærmen gennem aften, da LPSP i skrivende stund er oppe og fægte mod Property i GameAgents #1 Cup, hvorefter GoldenGitte skal forsøge at hente en sejr hjem over x-kom.