AC Horsens skaber Horsens Esport
Flere sportsklubber rundt om i landet er ved at skabe esportsforbindelser - små som store. FC København er gået ind i en stor satsning med North, og det er der flere, der har prøvet at efterligne i mindre udgaver.
Et af dem er nu AC Horsens, som nu kan offentliggøre, at de har etableret Horsens Esport, der ind til videre vil have 20 spillere i forskellige spil. Et af dem er CS:GO, og her har den nystartede esportsorganisation hentet et hold, hvor der både er et par tidligere kendte navne fra Dynamic5 og et par helt nye ansigter.
Horsens Esport CS:GO mandskab består af:
- wazer
- SLumdawG
- Thomsen
- Mrwhiner
- turboallan
Vi har fået fat i Morten Skovby, der er manager for Horsens Esport's CS:Go mandskab, hvor vi fik hørt lidt om projektet.
Hvad indebærer aftalen for CS:GO holdet? Skal de spille direkte fra stadion?
Nej, pt. har vi ikke fået et lokale tilknyttet på selve stadion. Vi har dog i samarbejde med AC Horsens & Learnmark Horsens et projekt igang, der vil give os mulighed for at bruge deres kommende “gaming rum” på selve Learnmark.
Aftalen indebære også at vi får adgang til AC Horsens træningslokaler, deres dygtige medarbejdere i AC-staben og meget mere.
Hvorfor har i valgt de spillere i har? De ligger et stykke uden for top 10 segmentet. Er de geografisk tilknyttet Horsens?
Hovedparten af vores spillere er geografisk fra Horsens, og er et vigtigt element der kommer til at afspejle sig i den kommende talentudvikling. Det skal dog ikke siges, at det er et krav, at vores elitehold kommer udelukkende fra Horsens. Vi må se hvor dette samarbejde med AC Horsens bringer os hen, og det åbner hvert fald for nye muligheder.
Dette hold bliver vores udgangspunkt, og så vil vi naturligt styrke os over tid.
Hvad er ambitionerne på sigt?
Ambitionerne er at blive top10 i Danmark. Ikke kun som et enkelt CS:GO hold, men også i talentudvikling og andre spil.
Horsens spiller i øjeblikket ESEA og CEVO, men når sæsonen slutter, er det i følge Morten Skovbys planen at deltage i de kommende dust2-turneringer, da de "ønsker at begå sig mere på den stærke nationale scene".