Radio Globus LAN Party annonceret
I Danmark er CS:GO i rivende udvikling, hvilket også kan ses LAN-fronten, hvor flere og flere danske offline-events ser dagens lys. Det nyeste i rækken hedder Radio Globus LAN Party og er opstået som et samarbejde mellem den sønderjyske hitradio, Radio Globus, og Dukes Danmark, der har ageret bagmand bag flere lokale LANs.
Eventet afholdes i Rødding Centret den 22.-24. september 2017. Uheldigvis for den flittige LAN-deltager har Radio Globus LAN Party ikke eneret på denne weekend, eftersom 3 andre events ligeledes finder sted, eGames i DGI Huset i Vejle, Thy Party #9 og TrojkaLAN #3.
Der er i alt 700 pladser til Radio Globus LAN og der vil være flere forskellige konkurrencer at deltage i for dem, blandt andet CS:GO, Fifa17, League of Legends og Heartstone. De mest lukrative præmier findes hos FPS-deltagerne, hvor der er 15.000 kroner på højkant til vinderne, mens de næstbedste må nyde godt af hardware. Prisen for at nuppe én af pladserne ligger på 350 kroner. Dog kan man også gæstedeltage for 40 kroner.
Radio Globus LAN Party udtaler således:
Eventet er både for dig, der ønsker at spille seriøst og forbedre dine færdigheder i diverse e-sport spil og gå efter de mange kontantpræmier og ligeledes også for dig som ønsker en hyggelig og social gamer-weekend med vennerne, hvor du bl.a vil få mulighed for at møde nogen af de mange streamers vi har inviteret.
En række af kendte danske streamers har meldt sin ankomst, heri inkluderet JERN, KathrineJJ samt Dust2.dk caster SEBM1337 og mange flere, som alle kommer til at dække eventet fra hver deres twitch kanal.
Hvis pengene og hardware ikke er motivationsfaktor nok, reklamerer eventet med fri svømmehal og bowling til deltagerne. Samtidig gæster Niels Forsberg og Mads Fencker med henholdsvis stand-up og trylle- samt tankelæsershow.
Flere oplysninger omhandlende eventet findes her.