
zyh ny coach hos Magistra
For ti dage siden kunne vi her på siden fortælle, at den nyetablerede organisation, Magistra, havde valgt at hente stfu.Nerd ind under deres vinger. Holdet består blandt andet af de to tidligere Team SharkGaming-spillere, Jackie "INX" von Egedgaard og Emil "hiffer" Ervolder.
Nu har det danske mandskab så valgt at hente en coach ind på holdet, som skal hjælpe dem med at udvikle deres spil endnu mere. Valget af ny coach er faldet på den tidligere myKPV-spiller, Alexander "zyh" Jensen. Baggrunden for det valg uddyber ejeren af Magistra, Niels "rizc" Topp, således:
En af de ting jeg mener er vigtige for at få et hold til at fungere på et højere niveau end bare at skyde headshots er at få perfektioneret strategier, reads og calls. For at nå dette niveau har vi fra dags dato besluttet os at ansætte en fokuseret coach som kan hjælpe vores spillere med alt lige fra calle under kampen, til organisering af træning og sidst, men ikke mindst, input til strategier. Efter en prøveperiode med Alexander, og efter at have kendt ham personligt i et stykke tid, er jeg 100% sikker på at han kan hjælpe holdet med at løfte sig til et nyt niveau, både ingame – men også på et personligt plan.
zyh har tidligere spillet på hold med den nuværende Tricked-stjerne, Peter "Inzta" Kragelund, da han spillede aktivt sammen med myKPV i 2015. Nu er han så tilbage som coach, et job som passer ham godt ifølge ham selv.
Dette er selvfølgelig noget jeg har set frem til i lang tid! Ikke nok med at jeg får afprøvet nogle nye ting, så kommer jeg også til at være sammen med et hold fyldt med gode mates. Indtil videre har vi arbejdet med at finde den perfekte middelvej, både kommunikationsmæssigt, men også hvor stor en rolle jeg skal have ingame. Jeg er glad for muligheden som Magistra har givet mig og glæder mig ellers bare til at komme ordentligt igang.
Magistra skal i aften spille finale i Game On CS:GO June Invitational, hvor de skal møde deres landsmænd fra Alpha Gaming. Det bliver dermed zyh's officielle debut som coach for det unge mandskab.
Magistra tæller følgende spillere:
Jackie "INX" von Egedgaard
Nikolai "pkn" Møller Nørgaard
Emil "hiffer" Ervolder
Oliver "oW" Winther
Niels Christian "NaToSaphiX" Morh Sillassen
Alexander "zyh" Jensen (Coach)