fnatic overkommer karrigan og kompagni; nu gælder det Astralis
I dag fortsatte BLAST Premier Spring Showdown, og her skulle den danske IGL, karrigan, blandt andet i ilden, da han og mousesports stødte sammen med svenske fnatic.
Inden kampen var der lagt op til et brag af et opgør. fnatic var inden opgøret placeret som verdens tredjebedste mandskab, mens mousesports må tage til takke med at ligge nummer fem i verden, så det var en klar styrkeduel mellem de to mandskaber.
Kampen skulle udkæmpes på Train, som gennem de sidste måneder har været blandt begge holds bedste baner, hvor fnatic blandt andet har haft en sejrsrate på 71,4%. mousesports har dog også været gode på mappet, og det var derfor forståeligt, at kampen skulle udkæmpes netop her.
Selvom svenskerne startede ekstremt godt ud og hurtigt kom foran 8-0, så havde de alligevel ryggen mod muren mod enden af opgøret, hvor de var bagud 14-13. Herefter steppede Golden og kompagni dog op og vandt de sidste tre runder for at tage kampen 16-14.
Det er dog ikke slut med danskere i kamp i aften. Om kort tid står Astralis nemlig over for Vitality, og her venter et ekstremt spændende opgør, når device og kompagni skal forsøge at overkomme Zyw0o og Vitality.