maquinas sender Ambush ud af WESG kvalifikationen
maquinas har sikret sig overlevelse til WESG 2019 EU kvalifikationen tidligere i dag, da de besejrede Ambush i et tæt 2-0 opgør.
Mirage var det første map på programmet, som blev til så tæt en affære, at det skulle afgøres i den 30. og sidste runde af ordinær tid, og her lukkede kwezz og kompagni mappet 16-14.
Dernæst skulle der spilles på Vertigo, hvor især kiR og mankzy var fremme på scoreboardet, da de sammen med resten af maquinas var med til at vinde Vertigo 16-12 samt kampen 2-0.
maquinas er derfor fortsat med i kvalifikationen, og deres næste opgør bliver mod Heroic. Vinderen af denne kamp møder efterfølgende taberholdet fra upper bracket finalen, som er mellem North og GamerLegion. Begge opgør spilles i morgen.
Til WESG 2019s lukkede EU kvalifikation kæmper de fire tilbageværende hold om to pladser til WESG 2019. Trods navnet afholdes turneringen i marts 2020, hvor 24 hold tager til Chongqing, Kina, for at dyste om en samlet præmiepulje på 6,75 millioner kroner.