Jeg har I nogen tid ønsket og skrive et indlæg til diskussion omkring stabilitet og motivation hos spillere og deres teams. Hvorvidt stedet er det rigtige for en mere teoretisk diskussion omkring esport, er jeg usikker på. Jeg er dog ret sikker på, at timingen er den helt rette. Da flere danske hold (Maknitude, GoldenGitte & Vantage osv.) netop er ramt på deres stabilitet og sammenhængskraft.

Jeg ønsker derfor, at kommet med et bud på årsagen til, hvorfor det ofte er svært, at skabe den stabilitet i et team som de fleste ønsker. Jeg vil med garanti bekræfte nogen i noget de allerede ved i forvejen, men måske også give anledning til nye tanker eller forståelse af, hvad der skaber et effektivt team med en god levedygtighed. Jeg håber, at kunne blive klogere gennem den efterfølgende diskussion.

Motivation
Blot en hurtig begrebsafklaring så I er bevidste om min forståelse af begreberne ”indre motivation” og ”ydre motivation”.

Ydre motivation – Kan forstås som det gamle princip om ”pisk og gulerod”, vi motiveres af de ydre faktorer som giver os en belønning – mad, penge, ros og klapsalver osv. ”Jeg gør det godt, fordi jeg gerne vil være kendt og tjene mange penge”

Indre motivation – Man gør det der har værdi i sig selv, noget der giver mening, er interessant eller spændende. Man føler sig engageret, spændt eller fordybet. ”Jeg synes det er spændende, og jeg er interesseret i at vide så meget som muligt – det giver mening for mig”

Jeg tænker, spillerne er som andre mennesker drevet af både den indre og ydre motivation. I de seneste dage, har jeg bl.a. her på siden læst om de danske hold der er splittet op, og efterfølgende læst brugernes kommentarerne herpå. Mange centrer omkring, at enkelte eller flere spillere, vil have penge eller ser sit snit til at hoppe til et bedre hold i bedre omstændigheder. Det er altså udtryk for, at spillerne hovedsagligt skulle være drevet af den ydre motivation. Hvilket ikke nødvendigvis er forkert. Det giver blot en masse ustabilitet blandt de danske teams, når spillerne hopper efter det sted, hvor græsset er grønnest.

For de af os der har været nogle år på arbejdsmarkedet(eller i esporten), har vi måske oplevet, at der kan være vigtigere ting end cifrene på lønsedlen eller frynsegoderne. Det at man faktisk har det sjovt, er glad eller kan se en udvikling i sig selv eller sine omgivelser giver glæde og tilfredshed i livet. (indre motivation)

Problematikken opstår i det spændingsfelt, at vi som mennesker gerne vil have begge dele – Det glade meningsfulde arbejde og de ydre faktorer som god løn og en fed firmabil. Vi må antager, at det er de samme mekanismer, der er i spil for de mennesker, som spiller på den danske sub-top/top scene – For de er vel mennesker?

Man kan jo dårligt fortænkte nogen i, at søge en drøm om at komme på et hold, der faktisk kan udbetale en løn, og muliggøre livet som professionel. Problemet er bare, at vi gennem ualmindelig meget forskning ved, at ydre motivation ikke er bæredygtigt. Ingen ønsker gennem længere tid, at være i en situation, hvor de tjener meget, men har det af helvede til og ingen mening ser med det de laver. Omvendt kan de fleste være i at tjene meget lidt(intet), hvis det de laver er meningsfuldt og føler en udvikling.

Min påstand er, at f.eks. spillerne fra GoldenGitte i lang tid har været drevet af denne indre motivation. Velvidende at det kunne have været rart for dem, med et rygstød iform af en pose penge, som en anerkendelse på deres gode arbejde, og som den nødvendighed det er at tage det næste skridt på scenen.

Ikke desto mindre antager jeg at flere af spillerne gennem lang tid(i CS-forstand) været drevet af den indre motivation, som førte dem langt frem i DK og samtidig nærmede sig et interessant internationalt niveau. Tænk om de kunne have beholdt deres ”bedste lineup” igennem hele perioden, hvad kunne det så være blevet til? Samt tænk over hvor langt de kom, i modsætning til andre teams der både har lokaler, støtte og coaches til rådighed?

Den indre motivation er et bedre brandstof end økonomi såfremt man vil nå langt. Velvidende at der er grænser for, hvor langt man kan nå uden økonomisk støtte.

Den anerkendte professor Michael A. West, der forsker i teams har opgjort, at man kan opdele teams i 4 grundkategorier.

1. Koldt effektive team – Høj effektivitet, dårlig psykisk trivsel, moderat innovationsniveau, højt konfliktniveau = Kort levetid
2. Dysfunktionelt team – Lav effektivitet, dårlig psykisk trivsel, lavt innovationsniveau, højt konfliktniveau = Kort levetid
3. Velfungerende team – Høj effektivitet, god psykisk trivsel, højt innovationsniveau, lavt konfliktniveau = Lang levetid
4. Hyggeligt team – Lav effektivitet, gennemsnitligt psykisk trivsel, lavt innovationsniveau, lavt konfliktniveau =Kort levetid

Min hypotese er, at der i esport er overvejende kolde effektive teams og hyggelige teams. De få teams der formår at skabe et velfungerende team, er dem der kommer til toppen. Nogle gange på kort tid, andre over længere tid.
Det er derfor organisationens vigtigste prioritet, at skabe rammerne for et velfungerende team, såfremt man vil have et team med lang levetid, der også får de bedste muligheder for at skabe resultater.

Jeg oplever dog, at organisationerne sjældent har fokus på det overhovedet. De har øje for hvem der spiller godt, og skifter ud hvis de kan få en der er endnu bedre, der kan give dem bedre resultater. De er derfor på samme måde drevet af ydre motivation, hvilket oftest i bedste fald vil føre til et koldt effektivt team.

Jeg oplever, at i takt med at esport og CS er blevet mere professionelt, er teamets effektivitet blevet et vigtigere parameter end spillernes individuelle evner. En påstand er at et hold som ENCE ikke nødvendigvis rummer de bedste individuelle spillere, men pga. af deres fokus på at blive et velfungerende team, har de igennem en ”lang levetid” skabt gode resultater.

Min afsluttende pointe er derfor, at organisationer i esport, må fokusere langt mere på at skabe rammerne for det velfungerede team med stabilitet og lang levetid. En nødvendighed er den gode psykiske trivsel og høje innovationsniveau, der ikke nødvendigvis skabes ved at spille cs, men ved at have en struktureret organisation, der har fokus herpå og afsætter tid til møder, supervision og har fokus på mennesket bag skærmen.

Dertil er min opfordring til spillerne, at have mere is i maven med deres teams, og blive i noget der fungere for en, og blive der når det er svært, løs de bump der kommer på vejen i stedet for at flygte. Selvom nogle organisationer vinker med dollarsedler, så gransk dit sind for hvad der giver mening på den lange bane. Ofte er den hurtigste vej frem at gå langsomt.

I dette efterhånden alt for lange indlæg, har det ikke været min hensigt at pege fingre direkte af nogen, de eksempler jeg har nævnt, er blot for at sætte teorien i en kontekst, og på ingen måde for at anklage nogen for noget. Samtidig bygger disse eksempler på mine antagelser fra den sparsomme information jeg har, og ikke hvad der nødvendigvis er sket i den virkelige verden.

Jeg håber, at I alle vil hjælpe til at gøre mig og hinanden klogere ved at kommentere på dette indlæg.
Ulrik // Avaricia