Opret Log ind
KAMPEN - Dokumentar om e-sport
Skrevet af: munkefar    18. august 2016 22:09      
Jeg fik lov til at oprette dette som en blog, selvom jeg allerede har lavet den som en forum-tråd. Tak til admins for det :)

For noget tid tilbage var jeg med til at lave en dokumentar om e-sport. Den var egentlig afsat til nogle medier ad flere omgange, som ville bringe den, men de sprang fra. Derfor har den ikke været udgivet - før nu.

Min makker og jeg udgiver den kvit og frit, fordi vi synes, at den giver et - set med danske øjne - unikt indblik i e-sport som fænomen. Den er ikke blot tiltænkt folk, der ikke aner en klat om e-sport, men i høj grad også målrettet e-sportsudøvere som jer selv.

Den er produceret med formålet om, at give folk et indblik og en forståelse for e-sport - og samtidig vise med levende billeder, hvordan professionelle e-sportsudøvere lever.

Om dokumentaren:

KAMPEN er fortællingen om Søren Holdt Frederiksens kamp for at gøre karriere som professionel e-sportsudøver. Vi følger ham fra hans første dag som professionel spiller for Danmarks største klub, Copenhagen Wolves. Et hold, der på grund af dårlige resultater er ved at ryge ud af den professionelle liga - og hvis det sker, mister de også grundlaget for deres professionelle virke som e-sportsudøvere.

KAMPEN er også skildringen af den kamp som tusindvis af e-sportsudøvere oplever i dagligdagen: Omverdenen accepterer ikke passionen for e-sport og computerspil. Forældre forstår ikke deres børns interesse og det resulterer i forskelsbehandling - med store risici for forholdet mellem forældre og barn.

Således dykker vi - sammen med Søren Holdt Frederiksen, hans familie og en lang række danske og udenlandske eksperter - ned i en af de største problematikker for e-sport: Forståelseskløften mellem udøverne og den omverden, der, på et fundament af uvidenhed, ikke forstår e-sport.

Håber, den er et kig værd. De første minutter er nok ingen nyhed for jer, da vi lige skal have e-sportens historie på plads først.

Smid gerne en kommentar om, hvad I synes om dokumentaren. Jeg arbejder stadig som journalist, så input til eventuelle fremtidige projekter af lignende karakter er velkommen.

Se den her: https://www.youtube.com/watch?v=Zk9XaL9CyvU.
#1 siNde
2016-08-18 22:44
Super fed doc, spændende 30 min helt bestemt.

Spørgsmål: Jer selv der har interviewet og det hele? sorry hvis det står i teksten, TL;DR :D
#2 munkefar
2016-08-18 23:46
Ja, vi har filmet, researchet, interviewet og klippet det hele selv. På nær nogle af arkivklippene naturligvis. Det fremgik nok ikke helt tydeligt :)
#3 siNde
2016-08-19 00:02
Godt arbejde! :-D
#6 munkefar
2016-08-19 07:10
Tak for det :)
#4 Philippovich
2016-08-19 00:30
Super dokumentar. Fede øjeblikke fanget i stuen i Sønderborg. Hehe.

Interessant debat omkring konflikter i hjemmet pga. computer spil. Det gik så heldigvis godt for Søren, i modsætning til mange der er i lignende situation, men uden succes af en professionel kontrakt, som esport udøver.

Og tak for at du udgav det kvit og frit ;)
#7 munkefar
2016-08-19 07:16
Tak for de pæne ord :)

Det var også meget interessant at arbejde med og se og høre undervejs på både Søren selv, men også hans forældre, hvordan især forældrene havde fået ændret deres opfattelse af e-sport og Sørens dyrkelse af den.

Og så er jeg også sikker på, at stort set alle professionelle kan nikke genkendende til det vendepunkt, der pludselig opstår i omgangskredsen, når det går op for venner og familie, at man kan skabe sig en ret succesfuld karriere inden for e-sport.
#5 roflerNN
2016-08-19 04:48
rigtig flot lavet. :)
#8 rijaH
2016-08-19 09:12
Fed dokumentar, en skam det er med lol dog ;)

Ej bortset fra det, så sætter det nogen tanker igang hos mig, fordi jeg har en søn. som med to forældre der begge gamer og har gjort halvdelen af deres liv, så er der stor sandsynlighed for at han også ender foran skærmen.. Og jeg har da altid tænkt, det skal han da have lov til, men på den anden side med aftensmaden, så kan jeg skræmmende nok sætte mig ind i forældrenes frustrationer her. Shit jeg skal have det her i baghovedet når jeg står med det om en 7-10 års tid! Håber da du kan lave en lign. med noget cs ;)
#9 munkefar
2016-08-19 11:02
Tak for det :) der er faktisk en god forklaring på, hvorfor historien drejer rundt om en professionel League of Legends spiller:

På det tidspunkt, dokumentaren er lavet, var Counter-Strike ikke så stor en e-sportsgren i forhold til seertal, pengepræmier og især antallet af fuldtidsprofessionelle var meget lavt i forhold til nu. Bevares, en del spillere vil hævde, at de var "professionelle", men sådan har det altid været. Mange e-sportsudøvere har kaldt sig professionelle i mange år uden reelt set at være det i ordets forstand.

Derfor valgte vi en League of Legends spiller. På det tidspunkt, dokumentaren blev filmet, fik de nemlig en løn, der kan forsvares i forhold til at omtale sig som fuldtidsprofessionel, der var et Riot-skabt setup omkring LCS, hvor spillerne levede en hverdag, der kan sammenlignes med en Superliga fodboldspillers hverdag:

- Man bor i nærheden af sit hold.
- Man træner (og i dette tilfælde spiser og sover) hver dag med sit hold.
- Der er kamp hver weekend.

Så det var forholdsvis let at afkode for folk, der har bare en rimelig indsigt i almindelige sportsgrene og dermed også lettere at sammenligne e-sport med almindelig sport.

Og så synes vi også, at historien om, at Søren og co. skal kæmpe for at bevare deres professionelle karrierer bare var virkelig spændende :)

Men med alt det forklaret, så er jeg enig med dig. Dokumentaren kan sagtens laves i dag på samme måde med Counter-Strike som omdrejningspunktet.
#10 Oliver
2016-08-19 19:31
Fed dokumentar! Er han stadig aktiv i LOL?
#12 munkefar
2016-08-21 12:54
Tak - og ja, det er han :) Han hedder S0renxD, når han spiller, så du kan bare søge ham frem på Twitter eksempelvis.
#11 Trixitlol
2016-08-20 18:47
Stort Cadeau for at lave den dokumentar, gode argumenter til den evige kamp, mellem børn og forældre :)

Håber på at se mere fra jer af.
#13 munkefar
2016-08-21 12:56
Tak for det :) jeg har ikke en dokumentar i støbeskeen lige nu, men når der sker noget inden for e-sport af bredere interesse, så dækker jeg det for TV 2, hvor jeg arbejder som journalist.
#14 Sander
2016-08-23 17:02
Det er da virkelig minimalt med esport i dækker eller hvad? Så en artikel om TSM/astralis inden de skulle til en major, men har ikke rigtig set andet.

Ved godt det nok ikke er sådan en tidligere Pro Day of Defeat spillers valg, men kan du afsløre nogle af argumenterne for ikke at have større fokus på esport? Kunne da være meget interessant at høre, hvilke overvejelser i som redaktion gør jer :)
#15 munkefar
2016-08-26 14:13
Der har også været en række artikler i forbindelse med e-sport blev optaget i Dansk Atletik Forbund og i forbindelse med flere skoler, der tager e-sport på skoleskemaet.

Der har også været nogle TV indslag hist og pist på TV 2.

Helt overordnet har der aldrig været dækket så meget e-sport i den danske presse som i år. Flere og flere medier hopper på vognen. Og det er ikke ment som et forsvar - for du har ret: Dækningen er minimal.

I virkeligheden er det jo sportsredaktionen, der skal sætte ressourcer af til at dække e-sport i det daglige. Men så langt er vi bare ikke med e-sport i Danmark endnu. Jeg har talt lidt med sportscheferne om det et par gange - og de er slet ikke afvisende for, at der kommer en dag, hvor e-sport bliver en del af den daglige dækning. Man kunne godt gøre det nu, hvis du spørger mig, men e-sport er ikke formidlet nok ud endnu til, at det er højest på dagsordenen.

Men det spreder sig heldigvis som ringe i vandet, når der f.eks. er en artikel på tv2.dk og et indslag i 22 NYHEDERNE og TV 2 NEWS om investeringerne i Astralis. Der var langt større dækning af investeringen i Tricked - tror jeg - netop fordi man tidligere havde set et stort dansk medie tage en investering i e-sport op.
#16 Holztan
2016-08-27 17:53
God dokumentar. Jeg kan rigtig godt lide at den omhandler danskere, på dansk, og er lavet af danskere. Det gør det også lidt nemmere at dele den her dokumentar med sin familie/venner, for at prøve at få dem til at få en dybere indsigt i hvad det egentlig er man arbejder med/interesserer sig for - især den ældre del af ens bekendte.
Log ind eller opret en bruger for at kunne kommentere